En semi-autonom redskabsbærer med automatisk styring via GPS  blev for nylig demonstreret ved Agro Business Park.  Maskinen kan arbejde på marginaljorde og bjærge vigtig biomasse.

Små selvkørende maskiner, der kan arbejde på marginaljorde og bjærge vigtig biomasse, kan være en del af fremtiden for landbruget og medvirke til at understøtte ambitionerne om at producere mere biomasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var nogle af budskaberne, da partnere bag konceptet GrassBots inviterede til en tema- og demonstrationsdag om fremtidens intelligente landbrug, som fandt sted på Agro Business Park. Det oplyser DCA.

Blandt andet blev en såkaldt semi-autonom redskabsbærer fra firmaet Lynex  demonstreret. Maskinen var monteret med larvebånd og et aggregat til slåning af græs.

Den er forsynet med både med automatisk styring via GPS-system og med en fjernstyring, som kendes fra spillekonsollen Nintendo Wii. Foruden GPS er køreenheden udstyret med gyro-accelerometer og sensorer.

- Sikkerhed er en vigtig del af konceptet. Vi skal ikke køre over dyr, og hvad gør vi, når vi kører ind i et piletræ på en meter? Vi skal arbejde på at skabe pålidelige og robuste løsninger, som er rentable for landmanden, sagde Ole Green, strategisk udviklingschef hos Kongskilde Industries og fortsatte:

- Der er udfordringer med at høste marginaljorde, men der er perspektiver med de mindre maskiner. De kan køre på marginaljord, hvor de vil være i stand til at tage flere slæt end det er muligt med de traditionelle maskiner, som måske kun kan slå græsset midt på sommeren, når det er tørt. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ole Green oplyste, at parterne forventer at kunne fremvise landvindinger fra projektet i 2014.

Foruden Kongskilde Industries, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet deltager Innovationsnetværket for Biomasse, Bertelsen Design, Agro Business Park, Lynex og Conpleks Innovation  i projektet.

Konceptet udvikles og demonstreres med støtte fra Region Midtjylland og EU's Regionalfond og finansieres herudover af de deltagende virksomheder og universiteter.