I denne uge mistede fire mennesker livet i forbindelse med arbejde

Tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge var tragiske døgn, når det gælder ulykker i forbindelse med arbejde. De tre døgn kostede livet for to mænd, der fældede træer, en stilladsarbejder og en chauffør. Det skriver 3F.

Dermed kan uge fire i 2013 ende med at fylde meget i Arbejdstilsynets opgørelse, som tæller arbejdsulykker, der koster liv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er endnu usikkert, om alle de fire ulykker skal med i den officielle statistik. Men Arbejdstilsynet er med i undersøgelserne af alle ulykkerne.

Typiske brancher

Sammenligner man med januar 2012, skete der to dødsfald i forbindelse med arbejde. De fire dræbte i 2013 kommer fra de brancher, der normalt topper listen over dødsulykker: Landbrug og skovbrug, byggeri samt transport. De fire dødsulykker, der er sket i uge fire, er endnu ikke synlige i Arbejdstilsynets opgørelse på www.at.dk.