Robotplæneklippere klarer en stor del af den trivielle græsklipning af Nordjyske Arenas fodboldbane.

- Husqvarnas robotplæneklipper Automower har klippet AaBs populære hjemmebane upåklageligt i alt slags vejr. Greenkeeperne har fået frigivet tid til ekstra specialbehandling af plænen, kommunen har fået frigivet økonomiske ressourcer - og så er AaB nu nr. 3 i ligaen, smiler en tilfreds Bjarne Svane,

Han er tekniker for Aalborg Kommune og har været med til at teste Husqvarnas to robotter på AaB's hjemmebane. Efter en sæson på prøve fastansætter kommunen dem nu til Nordjyske Arena.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere ansættelser på vej

Selvom tilfredsheden er stor, har testen af robotterne ikke været uden udfordringer. Midt på sommeren opstod der pludselig problemer med klumper af græs på plænen. Men Aalborg Kommune fandt selv på løsningen til problemet:

- I samarbejde med Husqvarna udviklede vi en særlig kost, som vi spændte på robotterne. Kosten har siden sørget for, at græsset bliver spredt og ikke samler sig i klumper, fortæller Bjarne Svane og fortsætter:

- Erfaringerne med robotplæneklippere på Nordjyske Arena fortæller os, at vi også må kunne bruge Automower til andre boldbaner i kommunen. Det vil hjælpe os med at frigive ressourcer til andre opgaver. Og med de erfaringer, vi har gjort os på Nordjyske Arena, vil det være let at igangsætte. Så jeg regner klart med at ansætte flere Automower i 2013.

Som et får

Husqvarnas Automower er inspireret af naturens plæneklipper, fåret.

Lige som fåret, der er hegnet inde for ikke at stikke af, ved Automower - takket være et tyndt nedgravet afgrænsningskabel - hvor den må køre, og hvor der for eksempel er blomsterbede, den skal holde sig fra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den måde passer Automower græsplænen døgnet rundt i al slags vejr, og når den trænger til et hvil, kører den selv hen i opladestationen. Når batteriet er opladet, kører den ud på plænen og fortsætter, lover producenten.

Automower er tyverisikret. Hvis den bliver flyttet fra sin "indhegning", lyder en højlydt alarm på 110 dB, og maskiner låses og kan kun låses op igen med en personlig pinkode. Man vil desuden kunne tracke robotten via GPS, og derfor vil tyve få det svært ved at nå særlig langt.