Ny hjemmeside giver overblik over blandt andet danske gravsteder og stenhuggere.

Nu bliver det lettere og mere overskueligt at vælge en gravsten. Det lover Stenhuggerlauget i Dansk Byggeri, der går i luften med en ny hjemmeside "med alt om gravsten": www.alotomgravsten.dk.

- Gravstenen skal først og fremmest være et minde om den afdøde, men den skal også passe til både gravstedet og resten af kirkegården. På altomgravsten.dk finder du for eksempel de anbefalede mål for en gravsten til de forskellige typer gravsteder, siger Ole Grage, bestyrelsesformand i Stenhuggerlauget i Dansk Byggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogle kirkegårde har specielle regler for hvilke sten, der må være på gravstederne, og hvordan de skal se ud. Især ved plænesten er der ofte strikse krav til udformningen.

- Vi har lavet hjemmesiden for at give et bedre overblik over de ting, der skal tages stilling til, når man skal vælge gravsten, og så kan hjemmesiden bruges til at finde den lokale stenhugger. Den lokale stenhugger kender nemlig til traditioner og regler på områdets kirkegårde og kan hjælpe med at vælge en sten, der også passer til traditionen på kirkegården, forklarer Ole Grage.

Garantien dækker

På altomgravsten.dk er der en liste over de stenhuggere, der er at finde i de forskellige områder i Danmark. Alle stenhuggerne på altomgravsten.dk er dækket af Byg Garanti. Det giver en ekstra tryghed, fordi garantien dækker med op til 100.000 kroner, hvis noget skulle gå galt med leverancen.

- Gravstenen er det varige minde om en nær, som bliver stående i mange år. Derfor er det vigtigt at give sig god tid til at vælge gravstenen. Her kan det være en stor hjælp at tale med en stenhugger, som har sin faglige viden at rådgive ud fra. Stenhuggeren kan også hjælpe dig med at vælge, hvilket materiale gravstenen skal hugges af, slutter Ole Grage.