Kirkegårdsmessen er vel overstået, og arrangør Kaj Emil Pedersen kan se tilbage på et vellykket arrangement

- Der var i hvert fald på den anden side af 800 besøgende. Og der var stor tilfredshed blandt udstillerne. Jeg tog lige en runde, da de var ved at pakke sammen, og de var meget glade for dagen, fortæller Kaj Emil Pedersen.

Ud over at være en af Kirke- & Kirkegårdsmessens fire arrangører er Kaj Emil Pedersen i det daglige også graver ved Lødderup Kirke - stedet messen blev afholdt. Og han kunne med tilfredshed se, at stort set hver kvadratmeter var fyldt ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da vi begyndte at snakke om messen sidste vinter, var vi inde på, at der sikkert ikke ville komme særligt mange udstillere på grund af krisen. Men der blev jeg godt nok positivt overrasket, forklarer han. 58 udstillere blev det til i alt, og det er ifølge Kaj Emil Pedersen en stigning på 26 procent i forhold til den foregående messe for to år siden.

Passende størrelse

Til spørgsmålet om hvorvidt messen også fremover vil vokse stiller Kaj Emil Pedersen sig lidt tvivlende - blandt andet på grund af de fysiske rammer.

- Der er kun plads til nogle ganske få udstillere mere, og så er der fuldt, slår han fast. Og han mener desuden, messen er meget passende i sin nuværende form.

- Der er en afslappet og hyggelig stemning. Og så er det ikke støre, end at man kan komme rundt til det hele.

- Jeg tror, at besøgstallet ligger på et stabilt niveau, som det også vil holde fremover, fortæller Kaj Emil Pedersen om messen, der afholdes hvert andet år - forskudt i forhold til Have & Landskab. Og det lader til, at den rammer plet i forhold til udstillerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er tre, som ikke var med i år, men som allerede har reserveret plads til næste gang i 2014.

Lysten intakt

Messens succes har naturligvis også en positiv indflydelse på arrangørernes lyst til at fortsætte. Det er nemlig et non-profit foretagende, og derfor er det udelukkende frivilligt arbejde, der driver værket.

- Så længe vi fire har lysten, fortsætter vi. Vi er godt nok ved at være lidt grå i toppen, men det er svært at slippe, når det går så godt. Og når alle er så positive omkring det, så har man lyst til at fortsætte, fortæller Kaj Emil Pedersen. Han afslører samtidigt, at han håber, der engang i fremtiden vil være nogen, der kan føre messen videre.