Trods en fremgang i omsætningen, skuffer resultatet i forhold til koncernens egne forventninger

John Deere præsterede et driftsresultat i regnskabsårets tredje kvartal på 1,3 milliarder dollar mod knap 1,2 milliarder dollar i samme periode i 2011. Efter skat blev resultatet 788 millioner dollar mod 712 millioner dollar året før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætningen steg tilsvarende i tredje kvartal fra 8,4 milliarder dollar til 9,6 milliarder dollar - en stigning på 15 procent. Regnskabsårets første ni måneder viste en fremgang i omsætningen på 13 procent til 26,4 milliarder dollar.

Selv om kvartalsregnskabet er endnu et rekordregnskab i rækken af rekordregnskaber fra John Deere, giver resultatet anledning til en mindre nedjustering af forventningerne til det samlede årsresultat.

Ifølge John Deeres topchef, Samuel R. Allen, er resultatet ikke tilfredsstillende.

- John Deere leverede et rekordresultat i både salg og indtægt i tredje kvartal. Men alligevel er vi ikke tilfredse med, at salget ikke nåede vores forventninger på grund af svækkelse af visse internationale markeder og kortvarig ineffektivitet i produktionen på grund af introduktionen af rekordmange nye produkter, siger Samuel R. Allen.