Kommunerne får 106 millioner kroner om året til ekstraopgaver, der følger med indsatsen for at gennemføre vand- og naturplanerne

Fra 2013 og frem til udgangen af 2015 får kommunerne ekstra 106 millioner kroner om året for at varetage nye opgaver, der går ud på at gennemføre de statslige vand- og naturplaner. Det skriver nyhedsbrevet Vækst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden afsætter staten en beløbsramme på 75 millioner kroner til projekter, der medfinansieres fra EU?s LIFE-program, som sigter mod at fremme projekter på natur- og miljøområdet.

- Regeringen har indset, at det er en massiv opgave for kommunerne at virkeliggøre de statslige vand- og naturplaner. Så det glæder mig, at der nu er afsat penge til en reel naturgenopretningsindsats. På den måde kan vi sikre naturbeskyttelsen. Det bliver frøerne og planterne taknemmelige for, og samtidig får vi også mulighed for at fastholde indsatsen for den borgernære natur som for eksempel vandrestier og friluftsliv, som en masse borgere har glæde af,  siger Erik Nielsen, formand for Kommunernes Landsforening.

I forbindelse med en aftale om kommunernes økonomi for 2013 har regeringen og KL samtidig aftalt, at der skal nedsættes en myndighedsgruppe, som skal sikre fremdriften i indsatsen for at gennemføre vand- og naturplanerne i de kommende år.