3rod Aps sælger tyske flismaskiner til den kræsne bruger

Jensen flismaskiner er udviklet i Tyskland. Faktisk har firmaet produceret flismaskinerne siden 1884, så basen er solid. Og den danske forhandler Jesper Axel Jensen, der har firmaet 3rod, er mere end tilfreds med de orange, tyske grovædere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er fedt, at demonstrere sådan nogle stærke maskiner, fortæller han med begejstring i stemmen. Og som tidligere anlægsgartner ved han, hvad han snakker om.

Lettere arbejdsgang

Jensenmaskinerne ligger generelt en prisklasse over de konkurrerende produkter. Til gengæld mener Jesper Axel Jensen, at køberen får mere for pengene.

- Der er fint salg i maskinerne, men det er købere, der går op i kvalitet, der kommer her, fortæller han. En af de finesser, som Jesper Axel Jensen fremhæver, er to knapper, der styrer arbejdsgangen. En stopknap samt en knap, der får maskinen til at køre frem og tilbage. På andre modeller skal man bruge begge hænder, for at styre arbejdsgangen, men det kan man altså slippe for med de tyske flismaskiner.

- Folk er jo meget traditionelle. Mange har jo klaret sig uden i mange år, og så kan det jo være svært at se, hvorfor det her er så smart, fortæller Jesper Axel Jensen. Han understreger dog, at der har været interesse for systemet - specielt fra de mennesker, der arbejder meget med flismaskiner.