Stor manøvredygtighed, effektiv græsklipning i komplekse områder og præcis trimning er løfterne bag Husqvarnas nye dieseldrevne Pro Rider, P 525D

Rider P 525D er Husqvarnas hidtil mest kraftfulde Rider specielt udviklet til professionelt brug, fem dage om ugen - hele året rundt. Derfor er der i udviklingen af denne Pro Rider lagt særlig vægt på maskinens fleksibilitet og styrke:

- Vi har lyttet til kundens behov og udviklet en kraftfuld Rider, der sikrer stor manøvredygtighed og præcis trimning. Det gør den ideel ikke bare til de store, jævne områder, men også til de mere komplekse arealer med skråninger, hegn og smalle passager, fortæller administrerende direktør fra Husqvarna Danmark, Jakob B. Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minimerer fintrimning

Centerstyringen og firehjulstrækket betyder også, at Rider P 525D minimerer behovet for den efterfølgende tidskrævende fintrimning, som typisk er nødvendig i ujævne områder.

- Typisk siger man, at 20-30 procent af græsklipningen går til den efterfølgende fintrimning, fordi maskinerne kan have svært ved at klippe græsset præcist især på arealer med mange forhindringer. Men fordi Rider P 525D blandt andet er let at manøvrere og har et kompakt design, klarer maskinen de udfordrende områder - og derfor sparer du både tid og ressourcer, fortæller en tilfreds Jakob B. Hansen, som derfor ser opgraderingen til en mere fleksibel maskine som en investering, der finansierer sig selv.

Overblik over arbejdsområdet

Rider P 525D er udstyret med en 3-cylindret Kubota dieselmotor, der forener kraft og moment med brændstoføkonomi og reducerede emissioner. Maskinens kompakte størrelse og høje transporthastighed gør den ifølge Husqvarna velegnet til eksempelvis kommuner, hos entreprenører eller i boligselskaber.

Dertil fremhæver Husqvarna, at den nye maskine giver operatøren en stabil oplevelse takket være et lavt tyngdepunkt, firehjulstræk og det kompakte design, mens det frontmonterede klippebord sikrer et godt overblik over arbejdsområdet.