Lyt til artiklen:

Hver femte SMV mangler i den grønne omstilling

00:00
Hastighed: ???x
02:46

Knap hver tredje SMV er gået i gang med den grønne omstilling, og mange SMV'er har slet ikke grøn omstilling med i forretningen.

Alle taler om grøn omstilling, og i Danmarks titusinder af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) gemmer der sig et stort potentiale for flere grønne virksomheder. For hver femte SMV er ikke kommet i gang med den grønne omstilling, og en lige så stor gruppe ser ikke umiddelbart grøn omstilling som en mulighed i forretningen.

Det er et af budskaberne i en ny publikation fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, "Genstart af danske SMV'er". Publikationen baserer sig på data fra Danmarks Statistik og bestyrelsens nye virksomhedspanel, som 5.000 SMV'er har deltaget i.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Publikationens tal viser, at der er stort potentiale for mere grøn omstilling i SMV'erne:

20 procent af SMV'erne arbejder slet ikke med grøn omstilling, mens hver femte SMV (21 procent) vurderer, at grøn omstilling ikke er relevant for dem. Kun 16 procent af SMV'erne har en egentlig strategi for grøn omstilling.

I den anden ende - den "grønne ende" - arbejder næsten hver tredje virksomhed (31 procent) i "meget høj grad", "i høj grad" eller "i nogen grad" med grøn omstilling.

120 millioner kroner

Grøn omstilling og cirkulær økonomi er en hjørnesten i det store virksomhedsprogram, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og erhvervshusene i den kommende tid ruller ud til virksomheder over hele landet.

Virksomhedsprogrammet er finansieret med 600 millioner kroner fra EU's REACT-program, og heraf skal 120 millioner kroner gå til at styrke grønne erhvervsfremmeprojekter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Per Michael Johansen, rektor på Aalborg Universitet og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, peger på, at virksomhedsprogrammet åbner mulighed for, at endnu flere kommer i gang, og at de, der allerede er i gang, bliver endnu bedre til det grønne.

- Danmark har sat et ambitiøst klimamål, og hvis vi skal have reduceret CO2-udledningen med 70 procent i 2030, skal vi have flere SMV'er med på den grønne bølge. Rigtig mange er allerede i fuld gang med at udfolde det forretningsmæssige potentiale, der er i grøn omstilling, men vi skal længere ud. Det grønne element skal gøres relevant for alle SMV'ers forretning, og flere skal inddrage det som en del af deres strategi, så de kan bidrage til klimamålene, fortæller Per Michael Johansen.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har siden 2019 igangsat flere store initiativer for mere grøn omstilling i SMV'er, blandt andet det landsdækkende projekt "Grøn og Cirkulær Omstilling i SMV'er" (GCO). Her har foreløbig flere hundrede SMV'er kortlagt deres klimaaftryk og fået udarbejdet en grøn forretningsmodel, som ofte er første skridt mod en "grøn forretning".