Hos Hydrema har indkøbsafdelingen haft dialog og opfølgning i centrum gennem corona-krisen.

STØVRING: Bygge- og anlægsbranchens boom under corona-krisen har på mange måder været godt for branchen, men de positive takter har også skabt udfordringer. Ikke så meget hos de udførende, men nærmere i de næste led hos leverandører af materialer og maskiner.

De udfordringer har man haft - og har stadig - tæt inde på livet hos den største danske producent af entreprenørmaskiner, Hydrema, med hovedkontor i nordjyske Støvring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterspørgslen blev virkelig voldsom, da vi kom ind i fjerde kvartal. Alle skreg på stumper, og der kom et kæmpe pres på markedet næsten hele vejen rundt.

Koncernindkøbschef Marianne Frank Mogensen, Hydrema

- Jeg tror, vi har brugt omkring 80 procent af vores tid de seneste 18 måneder på opfølgning og at ringe rundt for at jagte stumper til vores produktion af dumpere i Tyskland samt gravemaskiner og rendegravere i Danmark. Det er blevet en kæmpeopgave, som i den grad holder os på stikkerne, fortæller koncernindkøbschef Marianne Frank Mogensen, Hydrema.

Har været kørende

Hydrema er dog langt fra en af de virksomheder, der har været hårdest ramt af manglende leverancer.

- Vores supply chain har fungeret nogenlunde i forhold til mange af vores konkurrenter. Vi forecaster konsekvent halvandet år ud i fremtiden. Det har betydet, at mange af vore leverandører har været forberedt på, hvad vi ville komme og købe. Ikke dermed være sagt at vi er friholdt af problemer - langt fra. Men fordi vi bygger vores butik på langvarige loyale leverandørrelationer, har vi haft lidt mere gehør og opbakning end andre måske oplever i disse tider. Så ved fælles hjælp ser det ud til, at vi nogenlunde kan få tingene til at hænge sammen - selv om udfordringerne ikke er slut, siger hun.

Fragtprisers himmelflugt

Men at der har været problemer, er indiskutabelt. Især da sommeren 2020 var overstået begyndte tingene at stramme til.

- Efterspørgslen blev virkelig voldsom, da vi gik ind i fjerde kvartal. Alle skreg på stumper, og der kom et kæmpe pres på markedet næsten hele vejen rundt. I den periode steg priserne på råstoffer markant, mens fragten blev besværliggjort og dyrere, fortæller Marianne Frank Morgensen og tilføjer, at hvor fragtprisen på en container fra Asien før krisen lå på 950 US dollars er den nu steget til ca. 6.000 US dollars.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Koncernindkøbschef Marianne Frank Mogensen. Foto: Hydrema.

Nu mangler hænderne

Selvom det har været en daglig kamp længe, og fortsat er det på mange områder, så mener koncernindkøbschefen, at det lysner lidt i horisonten.

- Vi forventer, at stålpriserne falder en del snart. Desuden har mange af vores underleverandører efterhånden fået gang i systemet og fået deres leverandører med også, fortæller hun.

Til gengæld lurer et nyt problem, som vi allerede kender til i Danmark. Nemlig mangel på arbejdskraft.

- Alle mangler arbejdskraft, især i Mellemeuropa. Manglende hænder er en større mangel end manglende materialer, og det er nok det største problem lige nu, siger Marianne Frank Mogensen.

Dialog og opfølgning

Hvornår vi er tilbage på normalt niveau, tør hun ikke spå om. Men hun er samtidig ret overbevist om, at både Hydrema og producentens væsentligste leverandører har lært at håndtere krisens omskiftelige hverdag. Blandt andet ved hjælp af solid forventningsafstemning med samarbejdspartnerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her er den før omtalte prognose særdeles vigtig. Krisen har i hvert fald lært os, at dialog og opfølgning er ekstrem vigtigt, hvis man vil undgå de værste udfordringer, fortæller hun til Grøn Teknik.