Lyt til artiklen:

Ny udstiller vil udbrede landbrugsmaskiner blandt entreprenører

00:00
Hastighed: ???x
02:36

TBS Maskinpower udstiller på E&H for første gang. Maskinhandleren er mest kendt for at servicere landmænd og maskinstationer, men nu vil de fortælle, hvad de kan tilbyde entreprenørerne.

Der vil være masser af gengangere blandt udstillerne, når E&H igen slår dørene op den 16. september, men for TBS Maskinpower er det en helt ny oplevelse. De udstiller nemlig for første gang.

Maskinhandleren henvender sig primært til landmænd og maskinstationer med deres traktorer af mærkerne Fendt og Valtra, men nu vil man fortælle, hvad man kan tilbyde de professionelle aktører udenfor landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kommer for at lytte og lære, men vi vil også meget gerne fortælle gæsterne om fordelene ved vores produkter, siger salgschef Knud Rughave.

Fendt og Valtra på standen

Med på standen har TBS Maskinpower både Fendt og Valtra traktorer, og det har man for at matche alle kunders præferencer.

- Begge mærker er kendt for høj kvalitet og rigtig god ejertidsøkonomi, men teamet omkring Valtra/Valtec er eksempelvis eksperter i at bygge specialtilpassede traktorer, som i øvrigt kan leveres med vendbar kabine, siger Knud Rughave.

rich-media-2
TBS Maskinpower kan blandt andet tilbyde en Valtra-traktor med vendbar kabine. Pressefoto.

Han fortæller, at Fendt-teamet kan levere traktorer med helt op til 517 hestekræfter, som er meget driftssikre. Skulle uheldet alligevel være ude, har TBS-serviceteamene rundt om i Jylland døgnåbent hele året.

- Vi forventer at det også er en service entreprenørerne sætter pris på, siger Knud Rughave.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Krampe flytter læsset

Udover traktorerne udstiller TBS Maskinpower også Krampe-entreprenørtrailere og kroghejsevogne.

- De er meget udbredte blandt de tyske entreprenører og er kendt for for lang levetid og høj kørekomfort, siger Knud Rughave.

Krampe har et stort program af robuste entreprenørvogne - både med traditionel vognkasse og med "halfpipe." Der findes også et komplet program af kroghejsevogne, hvor den største er en treakslet vogn med en kapacitet på 30 tons.

rich-media-4
Knud Rughave mener, at traktor og vogn kan konkurrere med specialmaskinerne på byggepladsen i mange tilfælde. Pressefoto.

Knud Rughave mener, at kombinationen af traktor og vogn er konkurrencedygtig i forhold til specialmaskiner i mange tilfælde.

- Fleksibiliteten er stor, når man eksempelvis skal rundt mellem mange byggepladser og flytte materialer og maskiner både den ene vej og den anden. En anden faktor er hastighed og brændstofforbrug. En moderne traktor kører nemt 40 km/t, og den hastighed kan for eksempel en Fendt 942 med 415 hestekræfter køre med blot 950 motoromdrejninger under transportopgaver, hvilket resulterer i en fantastisk brændstoføkonomi, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

E&H finder sted på udendørsarealet ved Messecenter Herning.