Lyt til artiklen:

Hedeselskabet indvier ny park

00:00
Hastighed: ???x
01:59

Fredag kan den nye Biodiversitetspark åbnes officielt.

Bedre betingelser for biodiversiteten er omdrejningspunktet for Hedeselskabets Biodiversitetspark, som er et levende område for insekter, dyr, planter og mennesker. Den ny park er nu færdig og klar til indvielse. Det sker på fredag den 10. september, hvor borgmester i Viborg, Ulrik Wilbek, klipper snoren.

Biodiversitetsparken har Hedeselskabet anlagt af flere grunde. Først og fremmeste vil man gerne skabe bedre forhold for naturen og bringe artsrigdommen tættere på byen. Her hjælper Hedeselskabet naturen på vej og skaber gode rammer for de naturligt hjemmehørende arter, som generelt har trange vilkår. Hedeselskabet vil samarbejde med naturen, og derfor er det et selvfølgeligt valg at have naturen helt tæt på kontoret og gå foran i den grønne omstilling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden foråret har Hedeselskabets gode medarbejdere i forretningsdelen HedeDanmark arbejdet med at omdanne knap to hektar trimmet græsplæne til en park, der emmer af liv, dufte og farver.

I biodiversitetsparken kan man nu finde områder med tusinder og atter tusinder af hjemmehørende blomster, insekthoteller, urtehave, bærkrat, skovlunde, rekreative områder og et regnvandsbassin.

Parken vil være åben for alle, og man er velkommen til at gå en tur og lade sanserne tage på rejse: Nyd synet og duften af blomsterne, hør insekternes summen, pluk en buket, smag på bær og krydderurter, og se, hvor mange sommerguflearter du kan finde. Her er tid til ro og fordybelse i naturen for store og små.

Parken vil også fungere som et showroom, der viser, hvad Hedeselskabets udførende forretning HedeDanmark kan anlægge. Samtidig vil det være et levende eksperimentarium for virksomhedens medarbejdere, der skal gøre dem klogere på, hvordan man anlægger og plejer biodiversitetsområder.

På indvielsesdagen kan gæsterne efter snoreklip gå rundt i parken og møde virksomhedens egne eksperter i biodiversitet, som gerne fortæller om arbejdet med at skabe gode rammer for den artsrige natur.