Lyt til artiklen:

Ajos opdaterer sikkerhedsstationer

00:00
Hastighed: ???x
03:14

Udlejningsvirksomhedens selvudviklede nødhjælpsstationer er nu både lettere, mere mobile og mere fleksible i indhold og design.

Når der sker ulykker på danske byggepladser, er hurtig hjælp vigtig - uanset ulykkens omfang. Derfor lancerede Ajos for cirka fire år siden sin egen mobile nødhjælpsstation, som skulle løfte sikkerheden på de danske byggepladser. I en tid, hvor et sikkert arbejdsmiljø kommer mere og mere i fokus, er stationerne mere relevante end nogensinde, og nu har Ajos givet dem en opdatering.

- Nødhjælpsstationerne er en simpel anordning bestående af en plade på et stativ, hvor pladen kan indrettes som ønsket med for eksempel øjenskyl, sårrens, pulverslukker, oversigtstavle med evakueringsplan, hjertestarter og - affødt af COVID-19 - spritdispensere, forklarer Flemming Madsen, driftschef i afdelingen for Byggepladsindretning (BPI) i Ajos.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På baggrund af erfaringerne med den første model bliver stationerne nu bygget i lettere materialer. De er samtidigt blevet udstyret med punkterfrie hjul, og så er det nu muligt for den enkelte kunde at få eget logo eller design på nødhjælpsstationens bagplade. Den er også forberedt til at kunne hænges op på en væg, så den ikke er i vejen ved gulvarbejder.

- Vi har især anvendt nødhjælpsstationerne på de store hospitalsbyggerier, vi har været involveret i. De placeres typisk på hver etage i et byggeri, hvor de er et praktisk stykke sikkerhedsværktøj. Vi kan levere i præcis det antal, som kunderne ønsker. Det afhænger både af byggepladsens størrelse og bygherrens vurdering i forhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse, siger Flemming Madsen.

Flere tiltag fra Ajos

Sikkerhed er et fokusområde for Ajos, som løbende investerer i udviklingen af nye løsninger, der kan forbedre sikkerheden for deres kunder. For få måneder siden præsenterede Ajos derfor sin nyudviklede beredskabscontainer, der indeholder stort set alt, hvad man kan få brug for, hvis nogen skulle komme til skade på en byggeplads.

Den opfylder både alle lovmæssige krav til udstyr og hjælpemidler og tilbyder mere udstyr derudover. Her findes blandt andet bårer, hjertestarter, førstehjælpsudstyr, en akuttaske med blandt andet iltanlæg, tæpper, Falck-kasser, øjenskyller, nødhjælpetelefon, pulverslukkere, sakse, handsker, rensemidler, forbindinger, plastre, gele og sprays til brandskader.

- Det er ikke alt nødhjælpsudstyr, som anvendes lige ofte. Containeren er den store løsning med alt udstyret samlet ét sted, og nødhjælpsstationerne kan supplere containeren ved at være til stede i større antal og mere lokalt på byggepladsen med de mest anvendte hjælpemidler. Når aktiviteten på projektet flytter sig, flytter man blot de mobile stationer med. Så har man optimal sikkerhed tæt på arbejdssituationen, siger Flemming Madsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erfaringerne viser, at det typisk er ildslukker, plastre og øjenskyl, der oftest er brug for, når uheldet er ude.

- Derfor giver det ikke mening at have 30 stationer, der alle har for eksempel en hjertestarter på samme byggeplads. Vi kan skræddersy den enkelte stander præcis, som kunden ønsker det, understreger Flemming Madsen.

Stationen er 1,35 meter høj. Øverst angiver et piktogram, hvad stationen indeholder, og nedenfor placeres typisk et kort over hele byggepladsen, som blandt andet angiver flugtveje og placering af øvrige hjælpemidler ved uheld.