Lyt til artiklen:

Dansk producent af robotter til sportsanlæg fordobler sin stab trods underskud

00:00
Hastighed: ???x
02:24

Den nordjyske robotvirksomhed Turf Tank, som laver opstregningsrobotter til sportsanlæg, øger sin toplinje og har realiseret en fordobling af staben i 2020. Et underskud på driften på 7,6 millioner kroner er dog en realitet.

Nedlukningen har også været hård for den nordjyske virksomhed Turf Tank, der producerer opstregningsrobotter til sportsanlæg.

Det har været svært at sælge robotter til lukkede idrætsklubber, og virksomheden kan altså præsentere et underskud på 7,6 millioner kroner i 2020.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er dog optimisme at spore i forbindelse med genåbningen, og det er da også lykkedes virksomheden at øge toplinjen i 2020 og samtidig fordoble sin stab primært indenfor salg og service. I alt er 70 medarbejdere nu beskæftiget i England, i USA og i hovedkontoret i Hjørring.

Efterspørgslen på de lysegrønne robotter stiger kontinuerligt i takt med at restriktionerne udfases rundt omkring, fortæller Turf Tanks bestyrelsesformand Mikkel Klitgaard Jacobsen.

- I takt med at corona-restriktionerne lempes i Europa og USA, er væksten vendt tilbage. Måned for måned sætter Turf Tank nye salgsrekorder. Vi kan se en spændende kædereaktion, når Turf Tank leverer en robot til én klub, så sker der meget ofte det, at naboklubben også lejer eller køber en Turf Tank ONE robot til at automatisere opstregningen af deres sportsanlæg, siger han.

Nyt lejekoncept

Et nyt koncept, hvor kunderne indgår lejekontrakter, der løber seks år, blev indført i 2020, hvilket betyder, at indtægterne fordeles over flere år. Det er altså også en af årsagerne til, at man kan aflæse et underskud i Turf Tanks regnskab for 2020 på trods af, at virksomheden har solgt dobbelt så mange robotter i 2020 sammenlignet med antallet året før.

Turf Tanks bruttofortjeneste voksede fra 1,4 millioner kroner i 2019 til 4,7 millioner kroner i 2020, og der er solid opbakning til vækststrategien i den nordjyske virksomhed. Investorerne har nemlig øremærket 80 millioner kroner til at sikre, at Turf Tanks produktion af opstregningsrobotter kan holde trit med efterspørgslen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selskabet blev stiftet i 2014 og robotterne bruges til opstregning af baner til blandt andet fodbold, baseball, rugby, amerikansk fodbold, hockey, løbebaner og lacrosse.