Lasse Lindholm fra Lindholm Maskiner er valgt som ny formand i Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg på årets generalforsamling.

Årets generalforsamling i Maskinleverandørerne blev for nyligt afholdt i Kolding kun med deltagelse af medlemmerne på grund af corona.

Her blev Lasse Lindholm fra Lindholm Maskiner valgt som ny formand for Park, Vej og Anlæg-sektionen, efter han for nogle måneder siden overtog tidligere formand Niels Kirkegaards plads i bestyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Niels Kirkegaard var formand i 10 år, og det har været 10 spændende år, fortalte han i sin sidste beretning som formand.

- Jeg er taknemmelig for alle de samarbejder, jeg har været en del af og den fantastiske mulighed for mig til at lære branchen endnu bedre at kende, sagde han.

Bestyrelsesmedlemmerne Bent Tangemann fra Vermeer og Birger Pedersen fra Timan ønskede begge genvalg, hvilket medlemmerne bakkede op omkring.

Et anderledes år

I den afgående formand Niels Kirkegaards beretning blev et år med corona evalueret.

- På forunderlig vis har corona-pandemien ikke lagt den forventede dæmper på investeringslysten. Det er mit indtryk, at langt de fleste medlemmer af Maskinleverandørerne har oplevet - hvis ikke gyldne dage - så i hvert fald gode tider, sagde Niels Kirkegaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det høje aktivitetsniveau har overrasket den afgående formand, idet medlemmerne ikke har haft samme mulighed for at besøge og pleje kunderne eller deltage på messer. Han understreger dog, at det bliver vigtigt fremover at komme ud og formidle de forbedringer, effektiviseringer og nye muligheder, der kommer på maskinfronten.

- Vores kunder tripper for at se nyt og for at kunne anvende de nye og bedre produkter til at opnå de rationaliseringer og klimamæssige forbedringer, som bliver efterspurgt både fra politisk hold og fra arbejdsgiverne, deres medarbejdere og deres bestyrelser, sagde Niels Kirkegaard.

Nye tiltag på H&L

2020 blev også året, hvor Maskinleverandørerne indledte et nyt samarbejde med kunderne i Have & Landskabs advisory board. Det glæder den afgående formand.

- På den måde er der blevet skabt en vigtig platform for udvidet samarbejde. Det skal vi udnytte, sagde Niels Kirkegaard.

Han er stolt over, at det er lykkedes at nå langt i samarbejdet med Maskinleverandørernes Have & Landskab partnere - Danske Anlægsgartnere, Danske Planteskoler og Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har udviklet sig til et teamwork med udstillingens bedste for øje, og jeg er sikker på, at de kommende Have & Landskab udstillinger bliver på et hidtil uset højt niveau, sagde Niels Kirkegaard.