Assens Forsyning har udført det hidtil største klimatilpasningsprojekt på Vestfyn. Anlægget har allerede vist sit værd ved at håndtere store mængder nedbør og dermed modvirke mulige oversvømmelser

Vandet løber i de nye søer nær Tommerup Stationsby på Fyn. Entreprenørfirmaet Henning Have har siden juni 2020 arbejdet med at etablere et teknisk anlæg for Assens Forsyning med tre regnvandssøer, som ved kraftigt regnvejr fremstår som en stor, samlet sø.

Projektet, der er det hidtil største af sin slags på Vestfyn, har til formål at gøre byen mere modstandsdygtig over for de stigende mængder nedbør, som følger med den globale opvarmning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De var knap færdige med at grave, flytte jord og lægge kloakrør på det syv hektar store område, før store mængder nedbør fik søerne til at løbe sammen og fremstå som én stor og samlet sø med høj vandstand.

- Med langt over 100 millimeter nedbør og den vådeste maj måned i 38 år, fik vi ret effektivt trykprøvet ledningsnettet og kontrolleret, om alt virkede efter hensigten, hvilket det gjorde, fortæller projektchef Michael Dissing Nielsen.

Færre oversvømmelser

Ud over at opsamle, rense og tilbageholde regn- og overfladevand fra store dele af Tommerup Stationsby, har Regnvandssøerne ved Tallerup til formål at undgå oversvømmelser i lokalområdet.

- Med de store mængder nedbør, der kom i maj, havde vi i lignende situationer tidligere oplevet massive udfordringer med oversvømmede haver, veje og kældre i de nærmeste kvarterer. De udfordringer har vi med de nye regnvandssøer sammen med en omfattende renovering af ledningsnettet kraftigt reduceret, tilføjer Michael Dissing Nielsen.

Sø- og naturlandskab på vej

Med etableringen af regnvandssøerne har Assens Forsyning udført den første, tekniske del af arbejdet ved Tallerup. Tilbage står opgaven med at etablere et sø- og naturlandskab omkring søerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tommeruppernes lokalråd har søgt og modtaget fondsmidler til at etablere stier og rekreative muligheder, hvilket er et arbejde, der forventes igangsat til efteråret.

Samtidig skal der plantes træer og buske, som fremmer biodiversitet mellem vand, planter og dyreliv. På sigt er det også planen, at området skal indhegnes, sådan at det kan afgræsses af dyr.