Udvidelsen med entreprenørmaskiner på programmet er kommet godt fra start hos Sivertsen/Øbakke i Aakirkeby.

AAKIRKEBY: Første december sidste år overtog Øbakke/Sivertsen den 140 år gamle hæderkronede maskinhandler A.P. Hellisen på Bornholm, der blandt andet har New Holland i produktkataloget.

De nye ejere med hovedkontor i Roskilde ønskede en afdeling på Bornholm, og man ville supplere landbrugsmaskinerne med salg af entreprenørmaskiner. I forbindelse med ejerskiftet blev Peter Jacobsen samtidig ansat som salgskonsulent til at stå i spidsen for salgsarbejdet under de nye ejere, som også indførte nye og mere effektive systemer og processer. Han gør her kort status efter de første seks måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt i alt er vi kommet rigtig godt fra start. Vi kan trække på ressourcerne fra hovedkontoret i Roskilde i forhold til blandt andet it, markedsføring og økonomi, og det har været en kæmpe fordel, så vi i stedet har kunnet fokusere 100 procent på salg og service, fortæller Peter Jacobsen til Grøn Teknik, da vi besøger virksomheden lidt uden for Aakirkeby midt på Bornholm.

Fint Takeuchi-salg

Den store opbakning fra hovedkontoret i forbindelse med, at entreprenørmaskinerne fra Øbakke er kommet i salgskataloget på Bornholm, har allerede givet pote.

- Kunderne har vist stor interesse. For eksempel har vi på det første halve år solgt 8 Takeuchi minigravere til blandt andet anlægsgartnere, murermestre og en enkelt til en kirkegård, siger Peter Jacobsen.

Han tilføjer, at der også har været interesse for andre maskinmærker - blandt andet de tyske Kramer læssemaskiner.

- Og så har vi gennem et samarbejde med Helms TMT-Centret desuden fået de gule entreprenørmaskiner fra Schäffer i handlen. Det forventer vi os også en del af, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men entreprenørmaskinerne har ikke stjålet hele billedet.

- Vi har heldigvis fortsat fat i en del kunder i landbrugssegmentet. For eksempel skal vi snart levere en New Holland T8 traktor til en maskinstation, lyder det fra salgskonsulenten.

Søger to montører

Hellisens historie går 140 år tilbage i tiden, hvor stifteren på den samme adresse etablerede smedjeværksted, der med årene ændrede sig til maskinhandel.

- Vi har stadig enkelte mindre smedjeopgaver, det er dog meget lidt. Men så kan vi i stedet bruge al vores fokus på maskinsalg og -service, og vi har heldigvis haft travlt på både landbrug og entreprenør. Faktisk har vi næsten lidt for travlt, og derfor er vi på udkig efter to ekstra montører til værkstedet, siger han.

Forsinket fødselsdag

Corona-pandemien har lagt en dæmper på udadvendte aktiviteter siden ejerskiftet, men i takt med at restriktionerne fjernes, vil Sivertsen/Øbakke skrue op for aktiviteterne på Bornholm. Således afholdes der 8.-9. juli åbent hus, hvor man vil vise hvad virksomheden kan præsentere på entreprenørsiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og til efteråret planlægger vi et endnu større åbent hus med maskiner fra hele programmet til både landbrug og entreprenør. Samtidig vil vi en anelse forsinket markere Hellisens 140-års fødselsdag. Datoen er ikke fastlagt endnu, men det bliver nok til september, siger Peter Jacobsen til Grøn Teknik.