På Brolæggerlaugets generalforsamling 21. maj i Industriens Hus fik oldermand Claus Johnsen opbakning til at fortsætte på posten

Brolæggerlaugets anden generalforsamling efter sammenlægningen af DI og Dansk Byggeri, foregik virtuelt. Brolæggerlaugets bestyrelse var fysisk til stede i Industriens Hus, mens medlemmerne sad ude bag skærmene.

Ud af bestyrelsens fire menige medlemmer er to på valg hvert andet år. I år var det bestyrelsesmedlemmerne Nicolai Palm Hougaard Svendsen og Kasper Thomsen, og de blev begge valgt til tage endnu en periode i Brolæggerlaugets bestyrelse. Desuden blev Michael Haugaard fra Sallingelunde Brolægning på Fyn valgt ind i bestyrelsen, mens bestyrelsesmedlem Carsten Grumsen blev ny viceoldermand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Claus Johnsen havde fortsat opbakning til at fortsætte hvervet som oldermand. I sin beretning kunne oldermanden konstatere, at aktiviteten blandt laugsmedlemmerne er ganske god.

- Jeg vurderer, at aktiviteten på trods af pandemien har været god for brolæggere og anlægsentreprenører. Der har været fuld fart på, og vi er heldige, at vi er i en branche, hvor det har været muligt at holde afstand og gå ude i det fri, sagde han.

Et lille laug med stolte traditioner

Brolæggerlauget har 53 medlemsvirksomheder, og medlemstallet har ligget på samme niveau i flere år.

- Brolæggere er en lille faggruppe, og det kan godt være, at vi aldrig bliver rigtig mange medlemmer i Brolæggerlauget, men det ser jeg ikke som et problem. Det vigtigste er at kunne give de medlemmer, vi har, en god betjening, siger Claus Johnsen.