Hollandske AllTrec håber at deres nye, elektriske redskabsbærere snart kan entrere det danske marked

Som nogle af de allerførste lancerede den nye, hollandske fabrikant AllTrec sine 100 procent elektriske redskabsbærere i slutningen af 2018. Målet var at gøre det muligt for professionelle indenfor grøn pleje at arbejde CO2-neutralt uden at give køb på produktivitet, ydeevne og kvalitet.

Tre år senere har virksomheden iværksat distribution i Holland, Storbritannien, Belgien og dele af Tyskland, men det stopper ikke her. Hvis alt går efter planen, vil man gerne udvide yderligere i Tyskland og samtidig entrere både det franske og det skandinaviske marked - herunder det danske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lang batterilevetid

Den første model, som den hollandske fabrikant har udviklet, hedder AllTrec 4810T. Det gør den, fordi redskabsbæreren kører med en spænding på 48 volt, en effekt på 10 watt og har tre hjul. Batterilevetiden kan med enkelte opgraderinger være på helt op til 16 timer på en opladning, hvilket tager mellem fire og otte timer afhængig af det batteri, man vælger. På maskinen kan en lang række redskaber monteres, heriblandt rotor-/multiklipper, ukrudtsbørste og løvblæser.

rich-media-2
Den trehjulede AllTrec 4810T i færd med løvblæsning. Pressefoto.

Ny model lanceres i år

Den kompakte AllTrec 4810T er en alsidig og manøvredygtig maskine, men har også sine mangler, når det kommer til stabilitet og trækkraft grundet sin trehjulede konstruktion.

Derfor lancerer virksomheden i år sin nyeste redskabsbærer AllTrec 8015F, der har fire hjul med hver sin hjulmotor.

De allerførste redskabsbærere, der blev solgt fra AllTrec, har nu taget hul på deres tredje sæson, og nogle af dem har nået næsten 2000 timers køretid.