Udstyr fra Geoteam har givet entreprenør nye opgaver, mindre spildtid og gladere kunder. En oplagt vej frem mener brancheorganisation.

Man kan godt lære en gammel hund nye kunster. Det er den opmuntrende erfaring fra Lars Christian Petersen, som gennem mere end 20 år har drevet virksomheden Entreprenør Lars Petersen på Silkeborgegnen. Han har siden starten af 2020 udvidet sin entreprenørforretning, som primært beskæftiger sig med udgravning og lægning af fjernvarmerør for forsyningen, til også at varetage indmåling og dokumentation af ledningsnettet.

- De senere år er det blevet stadig sværere at lave mine opgaver. En ledningsopgave er ikke bare at grave, det kræver ofte udførelse af jobbet uden fysiske målepunkter, og det stiller nogle helt andre udfordringer. Samtidig er kravene til dokumentation af ledningsnettet blevet større, og hvis jeg ikke skal spilde tiden og vente på landmålere, så var det nødvendigt, at jeg selv begyndte med afsætning og indmåling, siger Lars Christian Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Selvom indmåling og landmålerarbejde kan være et nyt felt for mange entreprenører, hvor udstyr som eksempelvis Trimbles TSC7 Controller, som Lars Christian Petersen har skulle lære at kende, bliver et nyt værktøj, så mener brancheorganisationen Danske Maskinstationer og Entreprenører ikke, at det er en skidt udvikling. Indmåling er ifølge dem ikke kun en ekstra opgave. Det er også et nyt indtjeningsområde for entreprenører. Foto: PR.

Opgaven har krævet investering i både helt nyt materiel og timevis af arbejde i at lære et helt nyt landmålersprog. Men ifølge entreprenørernes brancheorganisation, så er der næppe nogen vej udenom for de mindre entreprenører.

Brancheorganisation: Nye tider

Stigende krav fra LER-loven og en øget digitalisering af alle opgaver betyder, at det for mange små entreprenørvirksomheder er nødvendigt at overveje, hvordan de også udvikler sig. Det fortæller Sebastian Ravn, chefkonsulent ved brancheorganisationen DM&E.

- Der er en generel strømning af, at ydelser som indmåling og dokumentation bliver efterspurgt af kunderne. Både kommuner, forsyninger og ledningsejere forventer efterhånden, at de enkelte entreprenører kan samle og varetage flere opgaver på en gang. Og det giver også god mening, at den, som graver hullet, også løbende kan lave de nødvendige indmålinger. Det sparer både tid og letter arbejdsgangen, men det kræver en omskoling og investering.

Sebastian Ravn understreger, at selvom opstartsudgifterne til udstyret er store, og opgaven kræver en opkvalificering af personalet, så er indmåling ikke kun en ekstra opgave. Det er også et nyt indtjeningsområde for entreprenører.

Support afgørende for succes

Lars Christian Petersen har i samarbejde med danske Geoteam, en virksomhed, der leverer GNSS-løsninger til præcisionslandbrug samt bygge- og anlægsbranchen udviklet sin virksomheds kompetencer. Og det er ikke kun grejet, men i særdeles supporten, som har sikret Lars Christian Petersen en overgang til nye opgaver uden rysten på hånden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kunne nok godt have fundet en billigere leverandør, men den samlede pakke fra Geoteam er unik. Udstyret blev leveret af min kontaktperson, som satte en dag af til at sidde med mig og gå grej og funktioner igennem og endda tage ud på en opgave for at prøve det af i virkeligheden. Og siden det er en Windows-baseret løsning, så har jeg ved alle problemer kunnet ringe op til dem, og 30 sekunder senere har de overtaget styringen med TeamViewer og guidet mig igennem. Det er uvurderligt for min tid og tryghed ved at bruge udstyret, siger han.