Med et overbevisende ja har HK-ansatte godkendt den nye overenskomst med Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere. Hele 98,3 procent af dem, der deltog i urafstemningen, stemte ja.

En fritvalgskonto, der stiger fra 4 til 7 procent over de næste tre år. Stigninger på minimallønssatser. Og ret til børneomsorgsdage. Det kan HK'ere ansat i gartneribranchen og inden for land- og skovbrug se frem til efter, at de har stemt ja til den nye overenskomst, som HK Privat og Gartneri, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A) forhandlede på plads i begyndelsen af marts.

52,2 procent af de stemmeberettigede deltog i urafstemningen, og af dem stemte 98,3 procent ja til den nye overenskomst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er lykkedes at holde hånden under de lavest lønnede med denne overenskomst. Det kan vi alle være stolte af, mener den faglige sekretær, siger Jesper Schmidt Sørensen, der er faglig sekretær i HK Privat og hovedansvarlig for overenskomsten.

Udover stigninger i kroner og øre på løn og fritvalgskontoen, får elever som noget nyt ret til pensionsopsparing.

Forældre med børn under 14 år får ret til at holde to børneomsorgsdage hvert år og ret til at holde fri, hvis de skal til læge med barnet/børnene. Omsorgsdage og lægebesøg kan finansieres via fritvalgskontoen.

Overenskomstens uddannelsesbestemmelser forbedres også. For eksempel bliver ordningen Aftalt Uddannelse gjort permanent. Derudover opfordres virksomhederne til at udpege en uddannelsesambassadør blandt HK'erne, som skal inspirere og skabe fokus på overenskomstens uddannelsesmuligheder.Overenskomsten er 3-årig og løber fra 1. april 2021 til 1. april 2024.