Hvidvask for op mod 200 millioner kroner er ved at blive afdækket af bagmandspolitiet, og størstedelen af de mange penge har taget turen gennem et firma med tilknytning til byggeriet.

Endnu en hvidvasksag trækker tråde til byggebranchen. Denne gang er det er byggefirma fra Kolding, som ifølge Ekstra Bladet er omdrejningspunkt i sagen.

170 af de i alt 200 millioner kroner, som sagen omhandler, er gået gennem Kolding-firmaet videre til udlandet, skriver mediet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - bedre kendt som bagmandspolitiet - har foretaget 13 ransagninger rundt om i Danmark og Tyskland i forbindelse med sagen.

Sagen er blev efterforsket i samarbejde mellem SØIK og Særlig Efterforskning Øst, der deltog i onsdagens aktion assisteret af politistyrker fra Sydøstjyllands Politi og Særlig Efterforskning Vest.

Seks personer er anholdt i sagen, og de er mistænkt for at have lavet et set-up med udstedelse af fiktive fakturaer for levering af arbejdskraft, varer eller ydelser til flere hundrede danske virksomheder med det formål, at virksomhederne kunne anvende fakturaerne til at få hvidvasket penge. Det formodes, at der gennem set-uppet er hvidvasket mere end 200 millioner kroner, som er ført videre til konti i mere end 35 forskellige lande.

Der er ved aktionen sket ransagning hos både virksomheder og enkeltpersoner. De seks mænd, der alle er danske statsborgere, blev anholdt i Billund, Kolding, København, Greve, Jyllinge og Tyskland. Samlet er der beslaglagt omkring 450.000 kroner i kontanter samt en række værdifulde ure og smykker samt omkring en million kroner på en af de mistænktes konto.

De anholdte er sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed. Torsdag var der grundlovsforhør, men Ekstra Bladet fortæller, at kun fem er varetægtsfængslet.