Et håndværkersjak blev i efteråret syge med corona efter møde med en smittet kollega på en byggeplads. Men selv om arbejdsgiver er forpligtet, vil han ikke anmelde sygdommen som en arbejdsskade.

I oktober måned sidste år fik tre vvs-svende, der arbejder for entreprenørvirksomheden HHM A/S, den besked, at en kollega, som de havde mødt fysisk dagen forinden, var blevet syg med corona.

Umiddelbart efter blev de tre håndværkere selv testet positive - en af dem endte endda med at være sygemeldt i en måned. Men smitten skal ikke anmeldes som en arbejdsskade, lød meldingen fra direktør, Svend Pedersen. Det skriver Fagbladet 3F.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores medarbejdere arbejder på en byggeplads, hvor der bliver taget alle tænkelige forholdsregler for at beskytte mod corona-virus. Derfor har jeg svært ved at se, at der er større risiko for at få corona end for eksempel halsbetændelse, når man arbejder hos os, forklarer direktøren til Fagbladet 3F.

Hvorvidt de tre vvs'ere faktisk blev smittet af deres syge kollega på byggepladsen, eller om det skete andetsteds, kan af gode grunde ikke bestemmes med sikkerhed - og det er i den usikkerhed, Svend Pedersen finder begrundelsen for at afstå fra at anmelde sagen til myndighederne.

Mod bedre vidende

Men sandsynligheden for, at medarbejderne blev syge på jobbet betyder faktisk, at arbejdsgiver har pligt til at anmelde sygdommen, oplyser Arbejdstilsynet.

Selv om man sædvanligvis ikke regner kollegasmitte som en potentiel arbejdsskadesag, gør det sig ikke gældende i tilfældet Covid19.

På tilsynets hjemmeside fremgår det tydeligt, at: "Hvis den ansatte ikke kan udføre sit sædvanlige arbejde i én dag eller mere udover tilskadekomstdagen, så skal anmeldelse ske efter arbejdsmiljøloven."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilsynet understreger, at det er arbejdsgivers pligt at anmelde sygdommen til tilsynet hurtigst muligt - senest ni dage fra første fraværsdag. Da Dagens Byggeri fanger Svend Pedersen på en telefon, er direktøren ikke umiddelbart indstillet på at efterleve retningslinjerne.

- Grunden til, at vi ikke har meldt det, er, at vi ikke kan se, hvor det i givet fald ender, hvis eventuel smitte fra en kollega skal betragtes som en arbejdsskade, siger Svend Pedersen, som er sig ansvaret bevidst, hvis det er situationen, som har medført smitte:

- Hvis smitte skyldes arbejde på et hospital, eller ude ved hr. og fru Jensen, så er det os, der har bragt medarbejderen i en situation, hvor han kan blive smittet. Så anmelder vi det selvfølgelig. Men endelig har medarbejderen jo også selv muligheden for at anmelde sygdommen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forklarer direktøren.

Klokkeklar praksis

Hos netop Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har man i skrivende stund modtaget i alt 2969 anmeldelser om arbejdsskader relateret til Covid-19.

Og her opfordrer presserådgiver Christian Mortensen til, at man anmelder sygdommen, hvis der er mistanke om en arbejdsskade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er rigtigt, at de fleste såkaldt forbigående sygdomme ikke bliver anerkendt som erhvervssygdomme eller arbejdsulykker, men Covid19 gør. Der er tale om en ny sygdom, hvor man ikke kender de langsigtede følger. Derfor er opfordrer vi til at anmelde, forklarer han.

Hos HHM A/S påpeger Svend Pedersen, at arbejdsmiljø ligger ledelsen meget på sinde.

- Vi er arbejdsmiljøcertificerede og gør rigtigt meget for at have styr på arbejdsmiljøet. Men jeg har ikke læst mig til, at vi som arbejdsgiver skal anmelde corona hos vores medarbejdere, når smitten kan stamme alle steder fra.