Er der træ nok? Ja, lyder svaret i rapporten State of Europe's Forest 2020. Europas skovarealer er stigende, og tilvæksten af vedmasse er langt større end hugsten.

Selvom mængden af høstet træ i Europa er steget støt siden 1990, er skovvæksten steget væsentlig mere. Faktisk er Europas skovareal vokset med ni procent de seneste 30 år. Det er blandt konklusionerne i den aktuelle rapport State of Europe's Forest 2020, som MCPFE (The Ministerial Conference on the Protection of Forests in Europe) står bag. Af rapporten fremgår det, at de europæiske skove i dag dækker 227 millioner hektar, hvilket svarer til mere end en tredjedel af Europas landareal.

- Historisk har vi inden for de sidste mange årtier holdt os betydeligt inden for tilvækstgrænsen, og det betyder, at vi langt fra er der, hvor vi skal bekymre os om, hvorvidt der er træ nok. I stedet bør vi fokusere på de mange fordele, der er forbundet med anvendelsen af træ, siger direktør i Dansk Skovforening, Jan Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

50 procent flere træer

Det er ikke kun skovarealet i Europa, der er stigende, men også antallet af træer i skovene og således det kulstof, der er lagret i biomassen. Ifølge rapporten er træmængden over de seneste 30 år steget med 50 procent, hvilket skyldes, at man kun høster tre fjerdedele af skovens årlige tilvækst. Der er således et stort potentiale i forhold til at anvende langt mere træ i byggeriet, end vi gør i dag, lyder det fra foreningen Træ i Byggeriet:

- Af tallene fremgår det, at vi i Europa kan høste langt mere træ, end vi aktuelt gør. Det samme gør sig gældende i Danmark, hvor skovarealet vokser med cirka 3000 hektar årligt. Her fældes cirka 3,8 millioner kubikmeter årligt, hvilket svarer til kun cirka to tredjedele af tilvæksten på cirka 5,9 millioner kubikmeter. Det er et budskab, der lige nu er vigtigt at udbrede, da træbyggeri kan spille en altafgørende rolle i indsatsen for at reducere det samlede CO2-udslip, lyder det fra sekretariatsleder i Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.

Rapporten State of Europe's Forest 2020 bygger på den bedst tilgængelige information fra over hundrede korrespondenter, forskere og eksperter inden for området.

Rapporten findes både i en lang og kort udgave.