DN vil holde hånden under herregårdslandskab
Besøgstallet i skovene omkring Haslev er vokset og skaber et pres på naturen. Fredning kan være på vej.
350 hektar skov omkring Brødebækken og Denderup Vænge i Næstved og Faxe Kommune skal fredes. Det mener Danmarks Naturfredningsforening (DN), som har stillet et fredningsforslag, skriver Sjællandske Medier.
Grunden til forslaget er, at der er kommet mere pres på naturen, fordi Adventure Camp og Skovtårnet ved Haslev trækker mange besøgende. Af den grund ser DN behov for en fredning af herregårdslandskab omkring godserne Gisselfeld og Sparresholm.
Udover flere gæster udgør også intensiv konventionel skovdrift ifølge DN en berettigelse til at frede dele af området, hvor truede arter som flagermus og hasselmus holder til.