Et firkløver har fundet sammen om at rejse en skov langs fremtidens jernbanen i Nordvestsjælland.

Borgerne i Vipperød kan nu få glæde af et nyt skovområde. Det er blevet til i et samarbejde, hvor Banedanmark i forbindelse med etableringen af fremtidens grønne jernbane løbende arbejder med at passe på naturen langs strækningerne. Dét arbejde vil man helt konkret nu kunne lægge mærke til i den nordvestsjællandske by.

Her har Banedanmark sammen med Vipperød Lokalforum, organisationen Plant et Træ og Holbæk Kommune bidraget til plantningen af en ny skov bestående af 3200 træer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye skov har desuden et særligt karaktertræk. Den er nemlig plantet, så den set fra luften ligner et træ med stamme, grene og kronblade.

Dobbelt så meget skov genrejses

Initiativet til det grønne projekt blev taget i forbindelse med, at Banedanmark siden sommeren 2020 har været i fuld gang med at elektrificere jernbanestrækningen mellem Roskilde og Holbæk.

Under arbejdet har man måttet rydde cirka 0,43 hektar eksisterende skov. Som det gør sig gældende, når der fældes skovområder i forbindelse med anlægsprojekter, sørger Banedanmark efterfølgende for at genetablere det dobbelte areal af det ryddede skovområde.

I dette tilfælde var det netop Vipperød Lokalforum, der tog fat i Banedanmark og foreslog, om ikke denne erstatningsskov netop kunne blive rejst i lokalområdet. Samarbejdet har betydet, at børn og voksne i Vipperød og omegn nu kan få glæde af 0,87 hektar nyplantet skov.