Mindst 3500 udvalgte træer i udpegede urørte skove landet over bliver i øjeblikket 'veteraniseret' for at skabe levesteder for en lang række dyr og svampe.

Træer med afrevet bark, brændte pletter, flækkede stammer samt enkelte steder træer, der sprænges i luften. Dette syn kan for tiden møde skovgæster i flere af statens skove. Men der er ikke tale om hærværk, det er nemlig nøje planlagt, oplyser Naturstyrelsen.

Mindst 3500 træer bliver i disse måneder veteraniseret for at styrke biodiversiteten. Indsatserne bliver udført i nogle af de urørte skove, hvor regeringen, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet tidligere på året besluttede at stoppe den kommercielle skovdrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Naturen er i krise, og der mangler levesteder for en lang række planter, dyr og svampe i vores skove. Derfor har vi i år stoppet den kommercielle motorsav i 32 skove landet over, og med årets finanslovsaftale har vi nu leveret et historisk løft af naturindsatsen, så vi kan få endnu mere urørt skov. Det tager tid at vende naturkrisen, og derfor hjælper vi nogle steder naturen lidt på vej, hvor vi skyder genvej til flere levesteder ved at gøre udvalgte træer gamle før tid, siger miljøminister Lea Wermelin.

På finansloven er der afsat 888 millioner kroner til en natur- og biodiversitetspakke. Det gør det muligt at nå op på samlet set knap 75.000 hektar urørt skov.

Efterligner naturen

Når man veteraniserer et træ, efterligner man de naturlige hændelser, et træ bliver udsat for i løbet af et langt liv i form af lynnedslag, sygdom, vind og vejr. Det kan for eksempel ske ved at fjerne en ring af bark på træet. Et skadet træ vil hurtigere udvikle områder med råddent og levende materiale, der gør det til et optimalt levested for en lang række biller og svampe, og hvor spætter kan søge føde og hakke redehuller.

Konkret er Naturstyrelsen i gang med at veteranisere ældre ege- og bøgetræer i blandt andet i Jægersborg Hegn nord for København, Skindbjerglund i Nordjylland og Gråstenskovene i Sønderjylland.

Foruden veteranisering af træer vil Naturstyrelsen udføre en række andre tiltag for biodiversiteten i de urørte skove. Det gælder bekæmpelse af invasive plantearter og plantning af træer og buske med blomster, som bestøves af bier, sommerfugle og andre insekter. Nogle steder vil man også fælde træer for at give plads til eksempelvis gamle egetræer, samtidig med at de fældede træer bliver liggende i skovbunden og skaber mere dødt ved til gavn for svampe og biller.