Det nylagte Nyborg Torv er klar til brug og tilfører byen et åbent og multifunktionelt byrum, der binder by og slot sammen.

Nyborgs centrale torv foran Nyborg Rådhus er blevet omdannet fra parkeringsplads til et multifunktionelt byrum, der kan bruges af byens borgere i forbindelse med for eksempel festivaler, det årlige Danehofmarked, julemarked og ridderturneringer. Det skriver Realdania.

Torvet har fået belægning i nordisk granit inspireret af den oprindelige turneringsplads. I middelalderen var Torvet vinduet til kongeborgen og byens fornemste skueplads, og en række spor i pladsens udformning markerer da også Torvets 500-årige historie. 'Rigets Hovedstrøg' er for eksempel det historiske vejforløb, der forbinder Øst- og Vestdanmark, og vejen er vist på Torvet som et diagonalt spor med en særlig brolægning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bag det samlede projekt Nyborg Slot står A. P. Møller Fonden, Realdania, Slots- og Kulturstyrelsen, Nyborg Kommune og Østfyns Museer.

Det er Schønherr Landskabsarkitekter, Schul Landskabsarkitekter, ingeniørfirmaet Søren Jensen samt Cubo Arkitekter, der står bag udformningen af det nye Torv. Munck Havne og Anlæg har været hovedentreprenør, Birkely Anlægsgartner har udført brolægningen, Aqua-teknik har bygget vandkunsten, og Nyborg El har stået for el-arbejderne på det nye torv.

Åbningen af Torvet fandt sted fredag 27. november.