Hedeselskabet vil med en ny 2025-strategi mindske virksomhedens udledning af CO2, styrke biodiversiteten og sikre, at kunder bliver tilbudt en grøn opgaveløsning.

Med en ny 2025-strategi opstiller det 150 år gamle Hedeselskabet en række konkrete mål og initiativer, som blandt andet skal mindske selskabets klimabelastning samt give naturen bedre betingelser. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

- Hedeselskabet har længe været for usynligt i debatten om klima og miljø. Ligesom mange andre virksomheder er vi dog fuldt bevidste om, at vi også har et ansvar, når det gælder om at tage vare på den klode, vi kun har en enkelt af, og som vi kun har til låns. Med vores nye vision "Vi bygger en bæredygtig fremtid - med naturen som partner" som ledestjerne har vi lagt en plan, som frem mod 2025 skal gøre os til én af de førende aktører, når det gælder både reduktion og lagring af CO2 samt beskyttelse af vores fælles klima og de arter, der er en del af den danske naturs DNA, siger administrerende direktør i Hedeselskabet Torben Friis Lange.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Første synlige skridt bliver markeret med anlæggelsen af en biodiversitetspark ved hovedkontoret i Viborg. Det betyder, at græsplænen ved kontor bliver omlagt til et biodiversitetsområde med stier, der skal tiltrække både besøgende borgere, bier og andre insekter.

Torben Friis Lange forventer, at området vil fungere som et showroom, der skal vise og inspirere kunder til at vælge en grøn løsning. Anlæggelsen af parken går i gang, når frosten er af jorden i begyndelsen af 2021.

Urørt skov og alternativt brændstof

En del af den nye strategi for Hedeselskabet er at omlægge og drive dele af virksomhedens egne arealer efter hensyn til biodiversiteten. Det betyder blandt andet, at udvalgte dele af driftsarealerne i Hedeselskabets egne skove vil blive omlagt til urørt skov, hvor der eksempelvis vil blive efterladt dødt ved i skovbunden.

Desuden vil selskabet frem mod 2025 gradvist udskifte firmabiler, maskiner og -værktøj til bæredygtige brændstofalternativer. Samtidig skal der udvikles alternative produkter og løsninger indenfor grøn pleje, skovforvaltning og naturpleje, der skåner klima og miljø mest muligt. Endelig vil Hedeselskabet gennem bedre ruteplanlægning reducere sit antal kørte kilometer med 10 procent inden for det næste år.

- Vi kan se, at der er en stigende interesse blandt vores kunder i grønne og klimavenlige plejemetoder og -løsninger, så det vil vi gerne komme i møde. Vi skal selvfølgelig ikke lægge alt ansvaret over på vores kunder, og derfor kommer vi også til at kaste et meget kritisk blik på, hvordan vi planlægger vores arbejde, så vi kan få bragt tiden i bilen så langt ned som muligt, forklarer Torben Friis Lange.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Investeringer i det grønne

Et vigtigt ben i Hedeselskabets nye strategi er grønne investeringer, hvor selskabet aktivt vil samarbejde med andre virksomheder og forskere om at udvikle både nye produkter og undersøge potentialerne for eksempelvis alternativt brændstof baseret på fornybar ressourcer.

- Vi har eksempelvis udviklet et grønt el-produkt med NRGi og planter folkeskove med COOP. Vi har sammen med Odense og Assens kommune etableret en vandskov ved Brylle på fyn. Den type investerings- og udviklingsprojekter skal vi engagere os endnu mere i, siger Torben Friis Lange.

Torben Friis Lange tiltrådte i maj som ny administrerende direktør hos Hedeselskabet og satte i den forbindelse gang i den strategiproces, der har udmøntet sig i 2025-planen.