Jagt, ridning eller øget klimabevidsthed. Der er mange grunde til at både virksomheder og private etablerer eller sanerer skov. Virksomheden Proviido sikrer, at drømmen kan realiseres.

Ens helt egen skov. For nogle er det noget, der står på listen over ting, der skal på plads, når drømmen om syv rigtige på lottokuponen går i opfyldelse. Men for andre er en privat skov en meget reel mulighed, som faktisk kan vise sig at kunne være med til at finansiere sig selv.

Det oplyser Martin Viborg. Han er indehaver af virksomheden Proviido Skov & Natur, der netop står for at etablere og vedligeholde skove samt alt andet, der har med skovbrug at gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg plejer at sige, at vi realiserer drømme. Kunderne har typisk nogle idéer om, hvordan de gerne vil have en skov til at se ud. Så tager vi en snak med dem, kigger på mulighederne og hjælper dem med at få deres drøm til at gå i opfyldelse, siger Martin Viborg.

Han er uddannet skov- og landskabsingeniør, og etablerede Proviido Skov & Natur i 2015. Inden da arbejdede han i en årrække som skovfoged.

Masser af regler

At etablere en skov handler om meget mere end bare at plante træer. Der skal undersøges, om det rent faktisk er tilladt at rejse en skov på stedet. Det kræver, at man sætter sig ind i regler og servitutter, får undersøgt om der er fortidsminder, fredninger eller andre begrænsninger.

Her sikrer Proviido Skov & Natur, at alle regler bliver overholdt, så der ikke opstår ubehagelige overraskelser undervejs. Samtidig undersøger de, om der kan være mulighed for at få tilskud til at etablere skov. Det foregår efter en temmelig kompliceret tilskudsberegning.

Kunderne kan både være private lodsejere eller virksomheder. For nogle er der tale om en investering, som de allerede på forhånd ved, at de gerne vil sælge videre inden for en overskuelig årrække. For andre er tidshorisonten betydeligt længere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogle gange har kunden nemlig et stykke bart jord, hvor de drømmer om, at der engang skal være en skov. Andre gange har de rent faktisk skov på deres jord, men det er et sammenvokset vildnis, som man reelt ikke kan bruge til meget. Så kan Proviido Skov & Natur være med til at forvandle vildnisset til en indbydende skov med mange anvendelsesmuligheder.

Fokus på jagt og heste

Proviido Skov & Natur har udført opgaver i stort set hele Danmark. Martin Viborg fortæller, at opgaverne har været meget forskellige, men der er dog ofte nogle fællestegn ved skov-drømmene.

- Ofte spiller jagt en rolle i forhold til kundernes ønsker. Nogle drømmer om selv at kunne skyde en kronhjort i ens egen skov. Så laver vi en plan for, hvordan vi kan lave en skov, som både tiltrækker og fastholder kronvildt, siger Martin Viborg.

Andre gange er det ønsket om et jagtområde, der kan lejes ud, der får eksempelvis en virksomhed til at investere i skov.

- På nogle af de lidt større skovejendomme er jagt en af de primære indtægtskilder. Derfor er samspillet mellem jagten og skovdriften essentiel, siger Martin Viborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud over jagt spiller heste også tit en rolle i forbindelse med kundernes ønsker til skovene. Proviido Skov & Natur har eksempelvis engang haft en opgave, hvor der skulle laves flest mulige rideruter i en forholdsvis lille skov. I forhold til heste er der ofte også et ønske om, at der ikke skal være planter i skoven, som heste ikke kan tåle.

Endelig har den øgede klimabevidsthed ført til at flere virksomheder og private har en interesse i at være med til at etablere skov idet træer er med til at binde CO2.

Selv krat har værdi

Hvis man har en landejendom, hvor der er i forvejen er træer, kan Proviido Skov & Natur også være med til at se på hvilke muligheder, der kan være for at lade de eksisterende træer være med til at finansiere en renovering eller etablering af skov. For selv et mørkt og tilgroet krat såsom en tidligere juletræsplantage, der har fået lov til at stå til, rummer økonomiske muligheder.

Og det mørke krat kan sagtens have en værdi, der kan være med til at finansiere renoveringen af skov. Der kan være pyntegrønt, flis og tømmer, der alt sammen kan betyde en markant indtægt, der kan hjælpe drømmen om den perfekte skov godt på vej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tager udgangspunkt i den naturværdi, der er på grunden. Nogle gange kan der være betydeligt mere værdi i den gamle skov, end folk selv kunne forestille sig, siger Martin Viborg.

Det tager omkring 10 år at forvandle en bar mark til en skov. Ofte bruger man såkaldte ammetræer, der vokser hurtigt, mens dens de øvrige træer får tid til at vokse sig store.