Sne og frost kan bare komme an. Redskabsbæreren City Ranger 3070 har fået fire nye vinterredskaber: svingbar kost, sneplov, V-plov og salt- og grusspreder.

Dette efterår lancerer Egholm fire nye vinterredskaber til City Ranger 3070, der ifølge den vestjyske virksomhed understreger den sande betydning af multifunktionalitet. De nye tilføjelser - en svingbar kost, en sneplov, en V-plov og en salt- og grusspreder - vil gøre det muligt for boligselskaber, entreprenører og kommuner at holde trafikken i gang og fodgængerområder sikre, når sneen begynder at falde.

Den svingbare kost rydder let op til 250 millimeter let, blød sne, mens sneploven håndterer op til 400 millimeter tung sne. Når endnu tungere og iset sne dækker jorden, er det med at have V-ploven ved hånden. Den bruger spidsen af V'et til at skære gennem tung sne, der har dannet hård skorpe, adskille den og skubbe den ud til begge sider. Endelig er salt- og grussprederen et godt match til de øvrige redskaber med en maksimumskapacitet på 600 liter eller 950 kg alt afhængigt af materialet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

City Ranger 3070 er en stor, kompakt og multifunktionel redskabsbærer med en samlet vægt på tre tons og en motorkapacitet på 67 hestekræfter.

Redskabsbæreren har Quick-shift, hvilket betyder, at der kan skiftes redskaber på mindre end ét minut.