Erhvervsskoler indstiller hver deres kandidat til den nationale kåring af Årets Læreplads, som uddeles 19. november.

Anlægsgartnervirksomheden 'Den Grønne Mand' v. Peter Hjorth er blevet kåret som Jordbrugets UddannelsesCenter Århus' kandidat til Årets Læreplads 2020.

Kåringen fandt sted fredag 30. oktober 2020, hvor JU Århus' direktør Peter L. Moesgaard sammen med uddannelsesleder på anlægsgartneruddannelsen, Peder Glud, overrakte blomster og et diplom til Peter Hjorth fra 'Den Grønne Mand'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, som står bag uddelingen af prisen Årets Læreplads 2020, der finder sted 19. november 2020. De enkelte erhvervsskoler kårer hver deres kandidat og indstiller virksomheden til den nationale kåring af Årets Læreplads.

Bag indstillingen af Den Grønne Mand står der to elever fra JU Århus, som på nuværende tidspunkt er i lære hos Peter Hjort. De roser deres arbejdsplads og begrunder deres indstilling med:

- Vi indstiller vores læreplads 'Den Grønne Mand' til årets læreplads, fordi det er en inkluderende, fagligt engagerende og respektfuld læreplads, som vi er stolte af at være en del af, siger Kathrine Kjærsgaard og Helena Dam Eskildsen og uddyber:

- Rent fagligt er noget af det bedste ved vores firma, Peter Hjorths evne til at favne en bred palette af arbejdsopgaver inden for faget. Det er et lille firma, men med en stor variation af arbejdsopgaver, som nøje bliver udvalgt med henblik på mest mulig læring for os lærlinge. Peter Hjorth har også øje for det sociale, og der inviteres jævnligt til morgenmad eller fredags pølser over bål og på grillen.