Vinderup Maskiner lancerer ny traktor med velkendte komponenter.

I disse dage ruller en række nye traktorer ind hos Vinderup Maskiner i Vinderup. Og der er ikke tale om helt almindelige traktorer. Vinderup Maskiner henter nemlig de nye traktorer hertil fra Indien, hvor de bliver produceret på en fabrik, der i forvejen sender over 54.000 traktorer på gaden om året. Hertil kommer en lang række mejetærskere.

Den nye traktor hedder Avenger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det, der adskiller Avenger-traktoren fra konkurrenterne, er, at der er tale om velkendte komponenter. Det er blandt andet en Mitsubishi dieselmotor, der sidder i den, fortæller direktør og ejer af Vinderup Maskiner, Jan Pedersen og fortsætter:

- Det skal være gode komponenter, ellers vil jeg ikke røre ved dem. Jeg har arbejdet med Claas i mange år, og vi er kendte for at arbejde med god kvalitet. Og det er det her. Man får rigtigt meget for pengene; for eksempel har den også hjulvægte på, hvilket ikke er normalt, siger han.

rich-media-2
Den trecylindrede motor er fra Mitsubishi. Foto: Bo Andersen.

Tre udgaver

Som nævnt kommer den nye traktor-serie fra Indien, hvor man for nyligt besluttede sig for at erobre det europæiske marked. Derfor er alle maskinerne selvfølgelig godkendte efter de europæiske standarder.

Vinderup Maskiner har udvalgt tre udgaver fra traktor-serien; henholdsvis med 20, 22 og 26 HK. Hertil kommer en udgave med hydrostat.

- Den første, vi har fået hjem, er en Avenger 26, altså med 26 HK. Den udmærker sig ved at kunne løfte 1000 kilo i tre-punkt ophænget. Der er en rigtig god vægtfordeling på maskinen, og det betyder meget, siger Jan Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et godt look

Foruden at komme med velkendte komponenter, så skiller Avenger-traktoren sig også ud rent designmæssigt.

- Jeg synes personligt, at den er rigtig flot. Den har et godt look, og det betyder meget i det segment, siger Jan Pedersen, der er så sikker på den nye serie, at traktorerne bliver solgt med 24 måneders garanti - også til erhverv.

Målgruppen for den nye Avenger-traktor er private, mindre landbrug, juletræsproducenter, boligforeninger og kommuner. Maskinerne kan købes med både frontlæsser og kabine. De har vægtoverføring og kan leveres både med traktorhjul, industridæk og græsdæk. Avenger traktoren vil ud over i Vinderup Maskiner blive solgt fra AP. Jørgensen, Ribe, Traktor Høst, Kolding og Røstofte Maskiner.

rich-media-4
Den nye Avenger-traktor produceres i Indien. Foto: Bo Andersen.