Bæredygtigt træ har slået rod i den danske byggebranche. Det samme bør byggematerialets dokumentation gøre, mener træproducenten Frøslev Træ.

Miljøvaredeklarationer, eller EPD'er (Environmental Product Declaration, red.), er det næste skridt, hvis byggeriet skal videre i den grønne dagsorden. Sådan lyder det fra den sønderjyske træproducent Frøslev Træ, der savner dokumentation bag de bæredygtige hensigter i branchen og derfor har valgt selv at gå forrest.

Firmaet har netop fået miljøvaredeklareret Frøslev Abodo, der er én af producentens mest efterspurgte trævarer. Deklarationen dækker også den danske del af forarbejdningen, så klimaaftrykket for det newzealandske fyrretræ kan nu dokumenteres med stor nøjagtighed, oplyser Frøslev Træ i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med miljøvaredeklarationen demonstrerer vi, at træet indeholder en lav energimængde, hvilket blandt andet er en fordel for de kunder, som ønsker at certificere deres byggeprojekt. Vi oplever en øget interesse for bygningscertifikater, og når Frøslev Abodo anvendes fremover, betyder EPD'en, at det bliver nemmere at opnå bæredygtighedscertificering samt at opnå en højere DGNB-vurdering. Simpelthen fordi dokumentationen er på plads, fortæller udviklingschef hos Frøslev Træ Thomas Venås.

Virksomheden er i forvejen både FSC- og PEFC-certificeret og følger EU's tømmerlov, hvilket betyder, at den miljømæssige og sociale bæredygtighed hos underleverandørerne er garanteret.

Grønne initiativer præger produktionen

Det er det uvildige institut Force Technology, som står bag EPD'en og den omfangsrige livscyklusanalyse, der dækker træets rejse, fra det står i skoven, til det finder vej til en dansk byggeplads. Den færdige forarbejdning, som Frøslev Træ står for, er en del af det samlede regnskab, og derfor er bæredygtige tiltag blevet en naturlig del af produktionen.

- Vi har implementeret grønne initiativer i produktionen for at minimere den energi, der skal til for at drive forarbejdningsprocessen. For eksempel bruger vi genanvendeligt plast, og 98 procent af vores trucks kører på el. Desuden er vores elforsyning omlagt, så den nu kommer fra vindmøller, fortæller Thomas Venås og fortsætter:

- EPD'en er garanti for en komplet og håndgribelig dokumentation, der ikke blot fortæller noget om råvaren, men om hele forarbejdningsprocessen. Derfor har vi kortlagt alt fra maskinernes energiforbrug til den transportmæssige CO2-udledning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frøslev Abodo stammer fra plantage-skovdrift i New Zealand, hvor træerne grundet gunstige forhold regenereres hurtigt. Ifølge Frøslev Træ har konventionelt nordisk fyrretræ en vækstperiode på mellem 60 og 80 år, mens Abodo klarer det på blot 25-30 år. Træet optager dog lige så meget CO2, som det konventionelle fyrretræ gør på 80 år.