Torben Enggaard bevæger sig fra gråt mod grønt ved at træde ud af Ambercon og købe sig ind i CLT Danmark.

Torben Enggaard har hidtil været kendt i den danske byggebranche som ejer og tidligere chef for Ambercon. Men nu kaster han kaster sig nu over træbyggeri. Hans erfaring siger, at træbyggeri vil være en vigtig del af løsningen på de udfordringer byggeriet står overfor. For at være med på vognen, har han derfor købt sig ind i CLT Denmark.

CLT Denmark er grundlagt af direktør Per Thomas Dahl og direktør Mads Raaschou i 2019 med det formål at øge anvendelse af CLT - krydslamineret massivtræ - på det danske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CLT Denmark rådgiver og leverer CLT-elementer produceret af KLH fra Østrig, som er markedsleder og har leveret til mere end 30.000 projekter verden over. KLH har netop opnået Svanemærke, som eneste konstruktionsmateriale på det danske marked.

Fra beton til meget mere træ

Torben Enggaard er en del af den nordjyske Enggaard-familie, der i generationer har været med til at producere og udvikle byggeriet i Danmark.

Efter næsten 15 år i spidsen for Ambercon valgte Torben Enggaard 1. september at prøve noget nyt og få afløb for en brændende interesse for udvikling af byggeriet i Danmark.

- Der skal ske noget. Byggeriet er under pres og skal levere en betydelig andel af den 70-procents reduktion af CO2, vi skal nå i 2030. Det kan vi kun, hvis vi tør udfordre vaner og traditioner og tænke ud af boksen, siger Torben Enggaard.

Det har han nu selv gjort ved at investere i CLT Denmark, som er en af hans første investeringer efter hans selvvalgte fratrædelse på betonelementfabrikken i Støvring. Investeringen skal bane vej for Ambercons videre vækstrejse indenfor bæredygtighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det handler ikke om at vælge træ fremfor beton. Omvendt bliver vi altså nødt til at anvende meget mere træ i byggeriet. Løsningerne findes i hybrider og fremtidige bæredygtige systemleverancer, der tilsammen kan hjælpe os tættere på de ambitiøse klimamål, siger Torben Enggaard, og smækker så alligevel med døren til betonbranchen.

Plads til færre

- Som det ser ud lige nu, kan betonbranchen ikke levere de mål, som vi skal nå i 2030. Det må branchen forstå og handle efter. Jeg er bange for, at et pænt antal betonvirksomheder, som ikke allerede har lært lektien, vil blive kørt ud over afgrunden i årene fra 2023 og frem mod 2030.

Torben Enggaard ser således et udskilningsløb foran sig, som ikke bare vil ramme betonbranchen, men også de rådgivere og entreprenører, der ikke har erkendt, at træ nødvendigvis skal spille en mere dominerende rolle i dansk byggeri via hybridløsninger.

- Vi kan ikke dispensere os til at fortsætte med at køre rundt i vores "dieselhakkere". Træ er på mange måder byggeriets el-bil, og med en så erfaren og solid virksomhed som KLH i ryggen, har jeg tiltro til, at vi vil få et gennembrud for træbyggeri i løbet af ganske få år.

CLT Denmark byder velkommen

Det glæder direktør Per Thomas Dahl, CLT Denmark, at Torben Enggaard nu kommer med på holdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det bliver et stort aktiv, at få en så kompetent byggemand, som er kendt for sit engagement for udvikling og omstilling af byggeriet, indenfor. Jeg har kendt Torben Enggaard i en årrække for godt og professionelt samarbejde, og for CLT Denmark er det vigtigt, at vi i de kommende år rammer efterspørgslen bredt og præcist, så CLT også kommer til at spille en stor rolle i Danmark, pointerer Per Thomas Dahl.