I nat var Vejdirektoratet ude at salte. Svingbroen over Næstved Kanal fik den første dosis salt.

Natten til fredag kl. 02.18 begyndte vinteren officielt i Danmark. Her blev en af Vejdirektoratets saltbiler nemlig sendt på vejene for første gang denne vinter, og ligesom sidste år blev det Svingbroen over Næstved Kanal, der fik den første dosis salt.

I år var det kun en enkelt saltbil, der blev sendt i aktion og det en anelse senere end sidste år, hvor saltbilerne blev kaldt i tjeneste den 6. oktober. Klokkeslættet var pudsigt nok det samme - klokken 02.18. Nattens udkald skete fordi temperaturerne faldt til under frysepunktet, hvilket giver risiko for glatte veje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejdirektoratets Vintertjeneste

Selve indsatsen med både saltbiler og sneplove styres af Vejdirektoratets Vintertjeneste, der har sæde i Vejdirektoratets vintervagtcentral i Aalborg. Centralen er bemandet med uddannede vintervagter, som hele vinteren overvåger vej- og vejrsituationen og bekæmper glatføre på statsvejene.

Hvis vintervagten vurderer, at glatføre er opstået - eller vil opstå - sørger vintervagten for, at der bliver saltet og ryddet sne.