Stihls kraftige kædesav MS 880 har fået sig en opgradering og hedder nu MS 881.

Ifølge producenten Stihl er den nye kædesav MS 881 verdens mest kraftfulde serieproducerede motorsav. Maskinen lanceres i Norden i november, og den kan bruges med sværd på op til 150 cm til de helt store opgaver.

MS 881 erstatter modellen MS 880.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette er motorsaven til de store opgaver og træer. Maskinens kapacitet, og muligheden for at bruge sværd med en længde på helt op til 1,5 meter, gør den især populær på mobile savværker og ved fældning af store træer, siger Henrik Tångberg, der er Technical Customer Support for Stihl Danmark.

Moderne design

Den nye MS 881 er udstyret med Stihl 2-MIX-motor, som kombinerer lavt udslip og brændstofforbrug med lav vægt og hurtig acceleration. Motorsaven overholder de nye EU5-regler vedrørende udstødningsnormer.

Også når det gælder udseendet, har motorsaven fået en opdatering med moderne design, tydelige sigtelinjer og bedre greb. MS 881 er desuden udstyret med dekompressionsventil og ElastoStart - et fjedrende betjeningssystem, som gør den nem og bekvem at starte.

- MS 881 er ekstremt kraftfuld, men designet til at gøre selv de mest krævende opgaver nemmere. Brugervenligheden er altid vigtig for Stihl, og med denne motorsav får brugeren en robust og pålidelig motorsav, der er behagelig at bruge, siger Henrik Tångberg.

Yderligere egenskaber er tanklåget med bajonetfatning og integrerede låsemøtrikker i kædeskærmen. Kæden kan nemt og sikkert spændes på siden af maskinen.

rich-media-3
Stihl MS 881. Pressefoto.