SkovTrup, der lagerfører eg og robinietræ, har netop afsluttet sit overskudsgivende regnskab nummer 18 - på lige så mange år.

Specialisering i bæredygtigt producerede, europæiske træsorter er en stor succes.

Jon Skovhus og Søren Gøttrup har siden opstarten i 2002 fokuseret på at opbygge firmaet SkovTrup til en meget overskuelig og lønsom virksomhed, som aldrig har haft et banklån eller røde tal på bundlinjen. Seneste regnskab viser et primært resultat på 4,9 millioner kroner. Ejerne tilskriver til dels succesen med 'orden i penalhuset'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Covid-19 situationen har selvfølgelig skabt udfordringer, men helt klart også en øget efterspørgsel fra specielt privatkunder, hvor ekstra mange gør-det-selv projekter har kunnet mærkes. Vi har endnu engang haft stor nytte af at have et stort og bredt lagersortiment under tag med vanlig levering på to-fire dage fra modtaget ordre, siger Søren Gøttrup.

Fokus på at tilbyde primært robinie og egetræ over hele landet til både private, industrielle og offentlige kunder udvides, og tiden modarbejder ikke just træleverandøren, lyder det. Tværtimod.

- Det er dejligt, når det danske samfund og vores kunder har øget fokus på brug af træ, bæredygtighed og CO2-regnskaber. Det betyder, at der er noget at lave, når man som SkovTrup holder sig til salg af træ fra EU-skovbrug. Største udfordring for vort firma fremadrettet er nok ejernes dåbsattest siger Søren Gøttrup med et glimt i øjet.