Kontrakter om vintertjeneste kan ændre karakter, hvis milde vintre fortsætter.

Varmt vintervejr betyder færre kolde kontanter i kassen hos virksomheder, der blandt andet lever af at salte og rydde sne. Det oplever anlægsgartnerfirmaet Grøn Vækst.

Her endte regnskabsåret 2019 nemlig for første gang i virksomhedens historie med et underskud på bundlinjen. Omsætningen landede på 130 millioner kroner, hvoraf vintertjenesten tegnede sig for 25 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var en dårlig vinter sidste år, som gav et lavt resultat. Med en god vinter, altså med sne og kulde, ville omsætningen måske have ligget på 60-70 millioner kroner. Nogle steder havde vi kun to-tre udkald, hvor vi andre år har haft 25-30 udkald, fortæller direktør og partner i Grøn Vækst Jakob Kristensen, som fortsætter:

rich-media-2
Grøn Væksts to stiftere og direktører, Jakob Kristensen (t.h) og Thomas Olesen, har positive forventninger til 2020, men håber på en hvid vinter. Pressefoto.

- Vi behøver ikke få en hamrende hård vinter, men vi håber ikke, at den kommende bliver lige så ringe som sidste år. En mere "almindelig" vinter vil passe os godt.

Hvis ikke vintrene fremover begynder at vise sig fra deres "normale" side, kan det få indflydelse på indgåelsen af kontrakter.

Rådighedsbetaling kan vokse

Jakob Kristensen ser nemlig konturen af en ny tendens tone frem i horisonten. Han påpeger, at økonomien for en privat leverandør i for høj grad afhænger af, om der sker udkald eller ej. Som kontraktudformningen er lige nu, tjener mænd og materiel nemlig primært deres penge på vejen, men koster mere for entreprenøren end for det offentlige at have holdende.

- Hvis nødvendigheden for udkørsler fortsætter med at falde, bliver der måske behov for mere betaling for at stå til rådighed og mindre betaling for selve kørslen. Milde vintre kan dermed betyde højere pris for at stå til rådighed. Om den tendens slår igennem i år, er jeg ikke sikker på, men jeg tror, det vil ske, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Antallet af udkald var lavt i vinter. Hvis det fortsætter i mange vintre fremover, må kontrakterne for vintertjeneste stykkes sammen på en anden måde. Foto: Grøn Vækst.

Hvis rådighedsbetalingerne stiger, vil det gøre en virksomhed som Grøn Vækst mere robust over for sæsonudsving.

- I vores branche er der ikke så mange andre forretningsområder. Vi har et grønt og et hvidt område, henholdsvis sommer og vinter, siger Jakob Kristensen og tilføjer:

- I vinter var vi nødt til at hjemsende folk, som måtte gå på dagpenge. Vi kunne bare sige: "Vi håber at se jer igen til foråret". Det kan være en udfordring at finde arbejde til folk året rundt.

Direktøren er i øjeblikket ved at lukke kontrakter og klargøre ruter og materiel til vintertjenesten. Det skal alt sammen være på plads 15. oktober. Derefter er det blot at håbe på en vinter med sne og kulde.