OKNygaard har netop afsluttet opgaven med at anlægge en 7500 kvadratmeter kongelig køkkenhave.

Siden foråret 2019 har OKNygaard arbejdet med at genanlægge et kongeligt projekt.

- Vi er stolte over at have været en del af projektet med at genskabe "Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot". Det er den type projekt, der kun kommer én gang. Det har været utrolig spændende at få mulighed for at anlægge en køkkenhave i den størrelse og med de metoder, vi har brugt her, udtaler Martin Weber Gildberg Hansen, der er formand hos OKNygaard og har været ledende på projektet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den gamle køkkenhave, der engang fyldte hele arealet, var skrumpet ind, og resten var blevet til græsplæne. Alt skulle fjernes, så en ny køkkenhave kunne blive anlagt.

Gode råd

Med afsæt i projektet ved Graasten Slot giver Martin Weber Gildberg Hansen fem grundlæggende trin til den økologiske køkkenhave, uanset størrelse.

Første opgave består i at fjerne de eksisterende øverste lag muldjord. Der blev oprettet tre mulddepoter, hvor den afgravede jord blev opbevaret, så den kunne genbruges til jordforbedring i den færdige køkkenhave. Muldjorden blev sorteret efter jordkvalitet, så den var optimal til de forskellige dele af haven, hvor den skulle benyttes; henholdsvis i grøntsagsbedene, rundt om bærbuske og træer og under de nye græsarealer.

Den kongelige Køkkenhave skal dyrkes økologisk. Alle frø, der er udsået, er økologiske, lige fra grøntsagerne over træerne og til græsset, der efterfølgende er sået ud.

Royale restriktioner

Gennem projektet har der været flere restriktioner i forhold til, hvilke maskiner der måtte køre hvor, og hvornår alle maskiner skulle være på larvefødder. Det er sket for at sikre, at jordbunden ikke blev beskadiget af anlægsarbejdet. Af samme grund har det ikke været tilladt at arbejde på projektet hen over vinteren. OKNygaard har derfor kun arbejdet på projektet i foråret 2019 og foråret 2020.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De beskyttende foranstaltninger ved projektet gjorde, at der efterfølgende ikke var brug for efterbehandling eller grubning af jorden. Det er ellers noget, vi ofte oplever ved anlægsprojekter, hvor de store maskiner har kørt og presset jorden sammen, fortæller formand Martin Weber Gildberg Hansen.