Have- og parkingeniør skifter navn til urban landskabsingeniør. Navneskiftet sker efter ønske fra studerende, studieledelse og erhvervet.

- Ordet 'have' kunne nemt misforstås, og det har været forstyrrende for uddannelsen, fortæller studieleder Henriette Bonde som en del af begrundelsen for, at uddannelsen til have- og parkingeniør nu skifter navn til urban landskabsingeniør.

Hun fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mange - både potentielle studerende og i erhvervet - har på grund af navnet fået en forkert opfattelse af uddannelsen. Nogle har troet, at der var tale om en uddannelse til havearkitekt. Og generelt har navnet ikke været repræsentativt for uddannelsen, fordi det ikke dækkede hele uddannelsens bredde.

Ændret sig over årene

Til en start var det fint at signalere det grønne og natur, forklarer Henriette Bonde.

- Vi har altid arbejdet meget med det grønne under uddannelsen. Men indholdet har udviklet sig til at dække hele den urbane verden, det vil sige både de grønne og de grå friarealer i og omkring byerne.

- Så vi har måttet sande, at uddannelsen simpelthen er vokset fra navnet. På de 10 år, den har eksisteret, har vi tilpasset den til de trends og behov fra erhvervet, der er opstået - ikke mindst i forhold til bæredygtige, grønne løsninger på klimaudfordringerne, siger studielederen.

Også de studerende har særligt i de senere år argumenteret for et navneskifte. De har ikke oplevet, at navnet passede til det, de rent faktisk blev undervist i, nemlig de urbane landskaber - ikke haver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nye kurser med urbant fokus

Den oplevelse bliver forhåbentlig anderledes fremover. I forbindelse med en ny ministeriel ramme for blandt andet professionsuddannelser som denne, er studieordningen blevet opdateret. Og den nye studieordning spiller godt sammen med det nye navn.

- Ordet 'urban' går igen i mange sammenhænge. Fremover får de studerende blandt andet undervisning i kurset 'urban planlægning', og de kan specialisere sig i kurset 'urbane beplantninger', fortæller Henriette Bonde.

Samler trådene

Med den nye studieordning kommer der mere fokus på projektledelse end før.

- Den urbane landskabsingeniør kan samle trådene mellem dem, der designer og dem, der udfører. Man kan både tale landskabsarkitektens og anlægsgartnerens sprog og har forståelse og respekt for begges arbejde.

- Med det nye navn håber vi, at erhvervet nemmere kan forstå, hvilken rolle en urban landskabsingeniør kan spille på en arbejdsplads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henriette Bonde tror og håber, at skiftet ikke bliver så voldsomt, hverken for kommende dimittender eller for de cirka 130 kvinder og mænd, der allerede har gennemført uddannelsen. Mange færdiguddannede benytter for eksempel allerede den engelske titel urban landscape engineer, også når de søger job.