DM&E og DSF står i spidsen for Skills for skovbrugselever til Langesømessen den 3. september, hvor Danmarks unge skovbrugselever viser deres talenter.

Uddannelse af nye skovbrugere er med til at udvikle branchen. Derfor har Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) samt Dansk Skoventreprenør Forening (DSF) igen i år på Langesømessen valgt at have fokus på elever til branchen. Dette fokus vil bl.a. komme til udtryk i form af konkurrencen "Skills" for skovbrugselever.

- Formålet med konkurrencen er at vise de unge mennesker, at der er brug for dem i skovbranchen. Der bliver nemlig mangel på gode folk, der kan og vil arbejde i skovbranchen, hvis ikke vi gør en stor indsats for at få de næste generationer interesserede i branchen, siger Claus Clemmensen, der er chefkonsulent for DM&E Skov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De danske skoventreprenører har et stort ansvar, når det kommer til uddannelse af skovbrugselever, da elever skal have en praktikplads for at få lov til at starte på uddannelsen som skov- og naturtekniker. Dette betyder, at danske skoventreprenører og distrikter nu spiller en afgørende rolle som praktikværter for de unge mennesker, der gerne vil i gang.

- Vi har hele tiden brug for folk i skovbruget, og derfor skal vi have fokus på elever. Det behøver ikke være unge mennesker, man tager ind som elev. Der er også mulighed for at opkvalificere ældre ansatte ved at sende dem på et af de mange kurser, som Skovskolen udbyder, siger Claus Clemmensen.

Der er lagt op til en sjov dag, hvor de unge bl.a. skal løse fire opgaver på tid. Deltagerne skal vende sværdet på saven, afkviste en stamme, skære tre skiver af en stamme og til sidst fælde et mindre træ.

- Konkurrencen er også et godt sted for elever at møde deres fremtidige arbejdsgivere, da der er mange skoventreprenører, som besøger Langesømessen, fortæller Claus Clemmensen.