To kompaktmaskiner blev i sidste uge stjålet fra et udhus i Nordjylland.

En minilæsser og minigraver forsvandt i sidste uge fra deres retmæssige ejer, da en eller flere tyve var på spil ved Brønderslev. Maskinerne har en værdi af 400.000 kroner. Det skriver Nordjyske.

- Tyvene, der nødvendigvis har haft en lastbil eller en stor trailer med sig til at transportere maskinerne væk, har skaffet sig adgang til udhuset og her fundet de to maskiner. Den ene - minigraveren - var låst med en hængelås, som tyvene har klippet over, fortæller Claus Bjerre fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tyveriet er sket mellem mandag og lørdag i uge 33, og maskinerne er henholdsvis en Giant V452T Xtra HD minilæsser og en Terex TC16 minigraver.