Sammen med LYTT Architecture skal Niras stå for det omfattende kystbeskyttelsesprojekt Køge Dige, der bliver et af Danmarks største oversvømmelsesprojekter med diger, mure, skots, sluser og mobile løsninger.

Køge Bugt er udpeget som risikoområde for oversvømmelse i henhold til EU's oversvømmelsesdirektiv. På den baggrund har Køge Kommune iværksat et kystbeskyttelses-projekt kaldet Køge Dige, som skal beskytte Køge Kommunes kystnære byområder mod oversvømmelser fra havet.

Rådgivningsvirksomheden Niras og landskabsarkitektfirmaet LYTT Architecture har i fællesskab netop vundet Køge Dige udbuddet, der omfatter at udarbejde granskning og forundersøgelser, projektforslag, udbudsprojekt, EU-udbud, kontrahering udførelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Køge Dige er ifølge Køge Kommune anslået til at koste i omegnen af 100 millioner kroner, og projektet forventes at være færdiggjort sidst i 2021 eller først i 2022.

Et af Danmarks største oversvømmelsesprojekter

Med Køge Dige tager Køge Kommune, Niras og LYTT fat på et af Danmarks største oversvømmelsesprojekter. Projektet skal nu i gang med myndighedsfase, udbudsfase og entreprenørvalg.

Niras har tidligere udarbejdet et dispositionsforslag for projektet på baggrund af analyser af historiske hændelser, højdekort, prognoser for fremtidige klimaændringer og kortlægning af interesser og værdier, som ønskes beskyttet.

Rådgiveren har i forvejen været med til at påbegynde hele arbejdet, der danner grundlaget for Køge Dige. I 2015 udarbejdede Niras' eksperter idéprojektet for Køge Kommune med 10 forskellige løsninger, der førte videre til dispositionsfasen med en tidlig version af den højvandsbeskyttelse, som nu skal finjusteres og bygges.

Skal modvirke skader for milliarder

I takt med klimaændringer er der frygt for, at ekstremt vejr vil blive mere hyppigt, herunder de såkaldte perfekte storme, hvilket vil kunne få alvorlige konsekvenser for de kystnære områder i Køge Kommune.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Intentionen med Køge Dige projektet er at beskytte næsten hele Køges 11 Km kystlinje mod oversvømmelser. Hvis Køge området rammes af oversvømmelser i stil med den store stormflod fra 1872, anslår man, at det ville kunne medføre skader for tre-fem milliarder kroner, hvis Køge Dige ikke opføres