Tre af NCC's fire nordiske vejservice-divisioner er solgt fra de seneste to uger. Det sker i erkendelse af, at andre sikkert kan gøre det bedre.

- Vi var en dårlig ejer, og andre vil sikkert gøre det bedre end os.

Tomas Carlsson, topchef i NCC, er klar i spyttet, selvom ordene bliver efterfulgt af et grin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Spøg eller ej. Sagen er, at NCC indtil for nylig havde vejservice-divisioner i henholdsvis Danmark, Sverige, Finland og Norge, men tingene kan hurtigt ændre sig. For to uger siden blev den danske gren blevet solgt til Arkil, mens de svenske og finske afdelinger senest kom på tyske hænder, da Mutares bed til bolle.

Nu mangler kun den norske gren, som dog er koblet på affyringsrampen klar til salg.

Ikke del af kerneforretningen

Logikken bag frasalgene er todelt. Og forklaringen kan man dels finde i NCC's selvforståelse:

- Det er ikke en del af vores kerneforretning. Vi er en projekt-virksomhed, siger den administrerende direktør med henvisning til, at service af veje i form af snerydning og vedligehold ikke rigtig passer ind i koncernen.

Den anden grund kan aflæses af halvårsrapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejservice i de fire nordiske lande har nemlig ikke været nogen guldrandet forretning. I første halvår af 2020 har divisionerne blot genereret et overskud på fire millioner svenske kroner. I samme periode af 2019 lød overskuddet på seks millioner.

Det er med andre ord ikke voldsomt rentabelt, hvilket også er blevet italesat af koncernen allerede sidste år. Man ser nemlig ikke de store synergieffekter mellem Vejservice og de øvrige divisioner.

Naturlig tilpasning

Salgsbeslutningen er ikke taget i løbet af natten, men så dagens lys, da Tomas Carlsson satte sig i direktørstolen.

- Det går tilbage til 2018, hvor vi skulle lave en turnaround. Vi mente ikke, at snerydning og vedligehold af veje var en del af vores kerneforretning, forklarer han.

Arbejdet med at definere hvad der hører med til kernen, og hvad der ikke gør, er afsluttet i denne omgang, men fremtiden kan naturligvis bringe overvejelserne op på ny.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en øvelse, man laver i alle firmaer. Jeg vil ikke udelukke, der kommer fremtidige tilpasninger, siger Tomas Carlsson, som dog understreger, at man ikke går med aktuelle overvejelser.