For tredje år i træk scorer MCH Arena den højeste karakter, når udeholdets anfører efter hver runder giver banen karakter.

De har gjort det igen, de to groundsmen på MCH Arena. For tredje år i træk har Anders Faber Nielsen og Bjarne Rabæk leveret det bedste underlag i Superligaen.

Det er femte gang, at de to groundsmen modtager prisen, siden den første gang blev uddelt i sæsonen 2011/2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hemmeligheden i at levere Danmarks bedste bane år efter år ligger i den evige jagt efter at gøre tingene lige et hak bedre. Det er den DNA, der ligger i Anders og Bjarne. Der er aldrig noget, der er godt nok. De jagter de små detaljer for at gøre banen endnu bedre.

- Det er ikke et spørgsmål om, at vi går og finder på fejl. Det er ikke der, den ligger. Den ligger i lysten til at gøre noget bedre. Den ligger i nysgerrigheden på at ændre nogle ting. Det, vi er kendte for, er, at vi ikke altid vælger de traditionelle løsninger. Vi tør godt at gå nye veje. Vi udfordrer lidt fagkundskaben. Så nogle af de løsninger, vi vælger, er en lille smule uortodokse, siger Anders Faber Nielsen.

Erfaringsudveksling

- Det handler om passion, det handler om engagement. Vi har lyst til at være her - det er ikke tiden, der er interessant, det er opgaven, der er interessant. Og så handler det om, at man har en sparring på tværs af de her anlæg i Danmark. Vi har en superliga-erfa-gruppe, hvor vi mødes og udveksler. Det er startet i Herning, fordi jeg mente, at det var vigtigt, at vi delte ud af vores erfaringer, siger Anders Faber Nielsen og fortsætter:

- Jeg har jo brug for, at når FC Midtjylland kører til Haderslev eller AGF, så møder de et underlag, der er lige så godt, for det er jo det, de spiller på til hverdag.

Men passion og engagement gør det ikke alene. Det handler også om økonomi, for økonomien er proportionelt med kvaliteten, når det handler om baner, mener den midtjyske groundsman. Og så er et andet absolut nøgleord for at levere Danmarks Bedste Bane planlægning. Selv om der fortsat mangler nogle runder af sæsonen, så har de to groundsmen i Herning allerede indstillet sigtekornet frem mod en lang efterårssæson.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vigtigste, vi gør her, er at kigge frem. Vi kigger selvfølgelig på kampen. Det, der er interessant, er at kunne kigge ind i efteråret. Hvis vi er heldige, får vi tre ugers pause. Alt, vi gør nu, bygger ind i efteråret. Det er den strategiske tilgang. Den renovering, vi normalt ville have lavet i sommerpausen, har vi lavet i coronapausen. Det strategiske sigte er alfa og omega for at lykkes, siger Anders Faber Nielsen.

I Spillerforeningen er chef for spillerrådgivning, Thomas Lindrup, ikke sen til at hylde de to groundsmen på MCH Arena, der altså på imponerende vis scorer hattrick i kampen om Danmark Bedste Bane.

- Jeg må bare lette på hatten for det arbejde, Anders og Bjarne udfører. Banen på MCH Arena må stå som inspiration for landets andre groundsmen og klubber, for det må være målet for alle, at vi på alle stadions i Superligaen kan levere en bane af samme stand som på MCH Arena, siger Thomas Lindrup.

Han hæfter sig samtidig ved en positiv udvikling for banerne, hvor størstedelen i denne sæson har scoret højere karakter end den foregående sæson, og hvor kun tre baner ligger under middel.

- Det er dejligt at se, at stort set alle banerne er gået frem. Det har sandsynligvis betydning for pointgivningen, at Superligaen pga. corona lå stille i nogle af de måneder, der normalt er udfordrende for banerne, men jeg tror og håber også, at det er et resultat af, at klubberne prioriterer banerne højere end tidligere. For skal vi rykke os og have endnu bedre baner i Danmark, så kræver det, at banerne bliver prioriteret, så man kan optimere dem, ligesom klubberne på en lang række andre parametre optimerer deres sportslige setup, siger Lindrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er femte gang, MCH Arena vinder Danmarks Bedste Bane. Det gør banen til den mest vindende, mens nummer to er Parken, der har vundet prisen tre gange. En enkelt gang har Brøndby Stadion vundet prisen.