Perfekt timing for en grøn genstart, mener Fremtidens Miljø, som har succes blandt klimabevidste småaktionærer.

Både folketing og helt almindelige borgere har lige nu en unik mulighed for både at skubbe til udviklingen af grøn teknologi og sætte gang i samfundsøkonomien. Politikerne overvejer en grøn genstartspakke efter corona-krisen, og den genstart kan vi alle få en aktie i.

Det mener man hos Fremtidens Miljø A/S, hvor 500 klimabevidste aktionærer gennem aktiecrowdfunding allerede har rejst over 1,3 millioner til udvikling af pesticidfri ukrudtsbekæmpelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lige nu overvejer folketingets partier forskellige muligheder for at få sat gang i samfundsøkonomien igen efter corona-krisen, og flere har peget på muligheden for en "grøn genstart" i form af støttepakker rettet mod udviklingen af grønne teknologier og innovation med fokus på klima og miljø.

Weed Fighter på vej

Den tanke bakkes op af direktøren fra en af landets innovative greentech virksomheder - Fremtidens Miljø A/S - der med projektet Weed Fighter er langt fremme i udviklingen af teknologi og maskiner, der kan erstatte giftige kemikalier og pesticider hos kommuner og private.

- Der er flere forhold, der gør timingen perfekt for en grøn genstart. Og det er en genstart, som vi alle kan få aktie i,  erklærer Jan Hugo Schmidt fra Fremtidens Miljø A/S.

Virksomheden har nydt stor opbakning, blandt andet med støtte fra Innovationsfonden og Aarhus Kommunes VTU fond, men særligt fra en bred gruppe af 500 aktionærer der har investeret ved at købe aktier gennem crowdfunding.

- 500 aktionærer i Fremtidens Miljø A/S, har tilsammen rejst over 1,3 millioner kroner via aktiecrowdfunding. Det er lige fra små investorer, der aktivt vil udvise samfundssind og klimabevidsthed, til større investorer, der kan se de forretningsmæssige potentialer i projektet. Det er muligt at købe aktier for helt ned til 200 kroner, og det har medvirket til at give os en bred opbakning, der også er funderet i et ægte ønske om at medvirke aktivt en grøn omstilling af samfundet, understreger Jan Hugo Schmidt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere fluer med ét smæk

Men da de statslige innovationsselskaber nu er udfaset, er Fremtidens Miljø kraftigt udfordret på økonomien til færdigudvikling af maskinerne, der kan håndtere teknologien, og netop her vil en grøn genstartspakke kunne løse en del af udfordringen, sammen med en fortsat udvidelse af aktionærkredsen.

- Ved at rette en Corona genstartspakke mod udviklingen af teknologi til pesticidfri ukrudtsbekæmpelse, tilgodeser man ikke blot grøn og klimavenlig omstilling i samfundet. Faktisk er det så god timing, at man kan slå endnu flere fluer med ét smæk, siger Jan Hugo Schmidt.

En sådan genstartspakke vil kunne ses som udgiftsneutral, idet staten, regionerne og kommunerne i 2007 indgik en aftale om udfasning af pesticider på offentlige arealer. Aftalen forpligter parterne til at "samarbejde om udvikling og afprøvning af materiel, metoder og strategier til forebyggelse og bekæmpelse af ukrudt og skadevoldere" og det fremgår også, at "miljøministeren vil arbejde for, at der stilles ressourcer til rådighed for dette".

- Politikerne kan således bruge de samme penge til at gøre godt flere steder samtidig. Ved at støtte udviklingen af teknologi til pesticidfri ukrudtsbekæmpelse, kan politikerne varetage de mange gode ambitioner om udfasning af kemiske ukrudtsgifte på færdselsarealer og i haver, samtidig med at man også støtter flere danske arbejdspladser og udvikling af teknologi med eksportmuligheder i milliardklassen, forklarer Jan Hugo Schmidt.

Grøn teknologi mere effektiv

Weed Fighter maskinerne kan både anvendes til ukrudtsbekæmpelse på offentlige fællesarealer, hos private, og tilpasses til jernbanearealer. Teknologierne, der bygger på kombinationsbehandlinger med bl.a. opvarmning og mikrobølger, er så effektive, at de både reducerer arbejdskraftforbrug og energiforbrug med mellem 50 og 75 procent i forhold til nuværende metoder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Eller sagt med andre ord: vi kan få 2-4 gange så meget pesticidfri ukrudtsbekæmpelse, uden at øge CO2 udledningen. Det er godt for klimaet, biodiversiteten, og ikke mindst for vandmiljøet. Mange kommuner har allerede vedtaget at udfase pesticider, og desuden har vi en forventning om, at Roundup bliver helt forbudt, når den nuværende EU-godkendelse udløber med udgangen af 2022, hvilket øger behovet for vores løsning, siger Jan Hugo Schmidt.