Lange bilkøer foran genbrugspladserne udeblev i Kolding Kommune, fordi borgerne er vant til at komme af med affaldet døgnet rundt med Genbrug 24-7.

Efter knap tre ugers coronanedlukning genåbnede Kolding Kommunes genbrugspladser 31. marts. Til forskel fra andre kommuner foregik det uden det store køcirkus til trods for, at der har været over 84.400 besøgende den seneste måned.

En væsentlig årsag var, at alle havde mulighed for at komme af med affaldet når som helst, så længe de havde en mobiltelefon og var tilmeldt servicen Genbrug 24-7.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg var godt klar over, at Genbrug 24-7 allerede var en succes. Men det nye og overraskende har været, hvor meget servicen er kommet til sin ret her i coronakrisen. Det har været let at regulere antallet af biler og dermed personer på genbrugspladserne. Samtidig har borgerne vidst, at de godt kunne udskyde besøget til tidlig morgen eller sen aften. De ansatte på pladserne, virksomhederne og borgerne er blevet mødt af en nem og effektiv løsning, siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget i Kolding Kommune.

Tilmeldinger strømmer ind

Genbrug 24-7 er ikke et nyt påfund, som udspringer af coronakrisen. Ordningen kom til verden i et samarbejde mellem borgere, virksomheder og kommunen. Indsigterne var klare: Borgerne ville, ligesom virksomhederne, have genbrugspladser, der havde åbent i længere tid. Den normale 11-18 åbningstid var ganske enkelt ikke fleksibel nok.

- Genbrug 24-7 er et flot eksempel på, hvad vi mener med Kolding Kommunes vision "Sammen designer vi livet". Designtænkning ligger til grund for den måde, vi ønsker, at kommunens medarbejdere møder borgere og virksomheder på, og her er det lykkedes at skabe et digitalt produkt, der løser hverdagens behov, siger Jakob Ville.

Antallet af brugere tilmeldt ordningen siden 30. marts, dagen før genåbningen, er steget med næsten 14 procent - fra 21.141 til i dag 24.585 brugere.