Det sidste "kongetal" for den danske lønmodtagerbeskæftigelse viser, at 2020 nåede at komme godt fra start før coronakrisen ramte. 7500 nye lønmodtagerjob i januar og februar - herunder 1300 i byggeriet. Ifølge Dansk Byggeri polstrer den rekordhøje beskæftigelse statskassen godt til offensive krisetiltag.

Ifølge Danmarks Statistik steg lønmodtagerbeskæftigelsen i februar med 1800 personer. Dermed nåede der at blive sat endnu en beskæftigelsesrekord på 2.806.400 beskæftigede lønmodtagere, før coronakrisen i marts ramte dansk økonomi med en forhammer.

- Opsvinget på arbejdsmarkedet er i den seneste måned gledet ud mellem fingrene på os med samme hast som håndsprit og mundbind blev udsolgt på landets apoteker, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, og uddyber:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sidste måned er i sandhed længe siden, men det danske arbejdsmarked var ellers kommet rigtig godt fra start med 7500 nye job i årets to første måneder. Dermed var der umiddelbart før coronakrisen 2.806.400 personer med et lønmodtagerjob, hvilket er det højeste antal nogensinde i danmarkshistorien. Den beskæftigelsesrekord kommer desværre nok til at blive stående ganske længe, nu hvor coronakrisen har ramt os, og det går den forkerte vej med beskæftigelsen.

Velpolstret statskasse

Den rekordhøje beskæftigelse før coronakrisen er dog ifølge Dansk Byggeri også i den nye virkelighed ganske nyttig:

- Det var et sundt opsving uden større ubalancer, vi befandt os i. Og jo højere beskæftigelsen var før corona, jo mere har vi at give af, nu hvor aktiviteten i mange brancher styrtdykker. Samtidig er den høje deltagelse på arbejdsmarkedet - ikke mindst for seniorer - en meget vigtig årsag til de sunde offentlige finanser, vi nyder godt af nu, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- Derfor kan hensynet til de offentlige finanser heller ikke bruges som undskyldning, når den første bølge af nødvendige, midlertidige og defensive hjælpepakker skal suppleres med mere offensive tiltag som fx at fremrykke energirenoveringer i offentlige bygninger, som jo alligevel skal laves på et tidspunkt.

1300 flere byggejob i januar og februar

Zoomer man ind på bygge- og anlægsbranchen, så var 2020 ifølge Danmarks Statistik faktisk også startet ganske stærkt i den milde vinter med et plus på godt og vel 1300 lønmodtagere i årets to første måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Byggeriet havde tydeligvis lagt an til en blød landing i løbet af 2020. Men med indtoget af "coronanomics" bliver det nu desværre uundgåeligt en hård landing i stedet. Ingen brancher går fri, når der er tale om så kraftig en katastrofeopbremsning i dansk økonomi og på vores eksportmarkeder, siger cheføkonomen.

Det er ifølge Dansk Byggeri i høj grad private byggeprojekter, der udskydes eller droppes, mens de offentlige projekter er mere kriseresistente.

- Især renoveringsmarkedet lider under, at mange privatkunder sætter renoveringer i stå, og at handelsaktiviteten på boligmarkedet bremser midlertidigt op. Men også erhvervsbyggeriet vil dykke, spår Bo Sandberg.